Forsker: Mulig sammenhæng mellem gluten og diabetes

Danske forskere har som de første i verden fundet ud af, at gravide der spiser meget gluten har en højere risiko for at føde børn med sukkersyge.
Foto © : Josh Lowensohn/Flickr Creative Commons
Skrevet af DR
20. september 2018 11:03

Forskere fra Rigshospitalet har sammen med Statens Seruminstitut brugt data fra 67.500 gravide fra et tidligere forskningsprojekt.

Deres indtag af gluten er i det nye studie blevet sammenholdt med forekomsten af type 1 diabetes hos børnene. Det siger seniorforsker Julie Christine Antvorskov. fra Bartholin Instituttet på Rigshospitalet.

- Vores studie viser, at de kvinder der har et højt glutenindtag under graviditeten, deres børn har dobbelt så høj forekomst af type-1 diabetes i forhold til de kvinder, der har et lavt glutenindtag, siger hun til DR.

LÆS OGSÅ Særligt gen giver grønlændere diabetes

Julie Christine Antvorskov understreger, at der ikke er grund til at ændre på kostvejledningerne til gravide, og der er brug for flere store studier for at kunne fastslå noget med sikkerhed.

Alligevel er det et spændende studie, mener faglig direktør i Diabetesforeningen Kristian Johnsen.

- Årsagen til type-1 diabetes er stadigvæk en gåde, så alt forskning og alt ny viden, der kan hjælpe os til en bedre forståelse af, hvor sygdommen kommer fra, det klapper vi i hænderne for, siger han til DR.

I studiet blev der registreret 247 børn med type-1 diabetes ud af de 67.500 graviditeter.

LÆS OGSÅ Grønlændere er særligt udsatte for at udvikle diabetes 2