Mulig royal deltagelse ved næste års Arctic Circle Race

Med lidt held kan der komme kongelig deltagelse ved næste års Arctic Circle Race i Sisimiut.
Skrevet af Karsten Sommer
28. september 2015 06:38

Kronprins Frederik gennemførte lørdag et klassisk svensk ekstremsports arrangement, der omfatter både 30 kilometers terrænløb, kombineret med tre andre hårde discipliner indenfor langrend, cykling og svømning.

Arrangementet regnes som 'en svensk klassiker', og anses som den ultimative svenske manddomsprøve.

- Det føltes virkelig tilfredsstillende at gennemføre de mange discipliner, sagde kronprins Frederik efterfølgende til den svenske avis Aftonbladet.

Og tilføjede så, uden at sætte dato på, at han allerede havde sit næste mål i kikkerten!

- Inden jeg bliver for gammel, vil jeg gerne gennemføre et Arctic Circle Race på Grønland, sagde kronprins Frederik til avisen, og kaldte det 160 kilometer lange løb i Sisimiut for "verdens hårdeste skiløb".

- Og han skal være så inderligt velkommen, siger Arctic Circle Race-formanden Jens Klaus Lennert til KNR.

- Netop ved Arctic Circle Race 2016 fejrer vi løbets 20-års jubilæum, så det vil da være fantastisk hvis kronprinsen har lyst til at være med at fejre det allerede til næste år, siger Jens Klaus Lennert.

Jubilæumsudgaven af Arctic Circle Race starter den 1. april 2016.