Mor til forsvundet sømand: Uvisheden og nætterne er det sværeste

Den unge sømand Kim David Berthelsen er forsvundet langt væk hjemmefra. Tilbage i København sidder en mor med langt flere spørgsmål end svar og klamrer sig til håbet om, at hendes søn en dag vender hjem.
Kristine Berthelsen ved godt 2 uger efter, hendes søn blev meldt savnet ved Vestafrika, stadig ikke hvad der er sket med ham. Foto © : Privat foto
06. oktober 2023 12:05

19. september får Kirstine Berthelsen opkaldet, som alle forældre frygter.

Opkaldet er fra Københavns Politi, der informerer hende om, at hendes 29-årige søn Kim David Berthelsen er meldt savnet. Han har grønlandske rødder, men bor i dag i Danmark.

Han er forsvundet på åbent hav 500 kilometer ud fra Kap Verdes kyst i Vestafrika, og der kan være sket alt, lyder beskeden.

Mere kan de ikke fortælle hende, men for hende er det noget konkret at forholde sig til, selvom oplysningerne er få, og spørgsmålene er mange.

- Jeg ved nu, at han er efterlyst, men ellers ved jeg lige så lidt som det danske politi.

- Jeg ved ikke, hvordan eftersøgningen foregår, eller hvor grundige politiet i Kap Verde er, siger Kirstine Berthelsen til KNR.

Både Københavns Politi og Udenrigsministeriet bekræfter skriftligt til KNR, at de kender til sagen, men ingen af dem har yderligere oplysninger i sagen.

Ingen kontakt

I tiden inden den skæbnesvangre opringning har familien ikke kunnet komme i kontakt med Kim David Berthelsen i tre måneder.

Selvom Kristine Bertelsen flere gange rækker ud til sønnen på e-mail og over telefon, får hun intet svar.

- Han svarede ikke på mine e-mails, og når jeg ringede, blev røret bare lagt på uden, at nogen sagde noget, fortæller hun.

Og tilbage i Danmark sidder hans kæreste med deres fireårige søn sammen med Kristine Berthelsen i uvished.

- Jeg ved ikke, om min dreng er druknet, jeg ved ikke, om han er blevet likvideret, eller om han er blevet udsat for alt muligt. Der kan være sket alt.

- Mit største håb er, at han kommer ind ad døren og siger ’hej mor’, siger hun med grådkvalt stemme.

Sejler jorden rundt

Kim David Berthelsen har været til søs siden februar. Han rejser afsted sammen med en kammerat en kold februardag fra Danmark. Bare de to. De skal ud i verden for at lave fundamenter. Blandt andet til skater- og mountainbikebaner.

Det har han gjort før. Mange gange før.

Hans arbejde bringer ham til Sverige, Norge og Bolivia, og når han er i nærheden af Danmark, plejer han at komme hjem på weekendture for at besøge sin familie.

Men det har han ikke gjort denne her gang, hvor kursen har været sat mod den sydlige halvkugle. Og når de spørger ham, hvornår han kommer hjem, lyder svaret gang på gang ’om en måned’, fortæller Kristine Bertelsen.

Kristine Berthelsen beskriver sin søn som eventyrlysten, og hun ved, at arbejdet har været spredt hist og pist.

Men hun ved ikke præcis, hvor han var på vej hen, da han forsvandt.

- Det vil ikke undre mig, hvis han er ude på at sejle verden rundt. Han kan havde mødt en anden båd og sejlet videre med den, men jeg ved det selvfølgelig ikke, fortæller hun.

Hun sidder tilbage med håbet om, at hendes søn bare har ændret planer, men hun frygter, at han er omkommet.

Kim David Berthelsen blev meldt savnet, da hans kammerat til vagtskifte opdagede, at han ikke længere var ombord. Og han var ikke til at få øje på nogen steder. 

Klamrer sig til håbet

Hjemme i Danmark ved familien stadig ikke noget, og politiet kan ikke give dem flere svar, end de kunne tilbage i midten af september, hvor Kristine Berthelsen også lavede en efterlysning på Facebook.

- Vi ved ingenting, og det er en hård uvished at være i. Jeg kæmper for at bevare roen og håbet, men det er selvfølgelig hårdt, rigtig hårdt, og nætterne er de sværeste, fortæller Kristine Berthelsen med bævende stemme.

Hver dag tænker hun på ham og på sit barnebarn, der er fire år. Han er en daglig påmindelse om søn, for fødslen af ham var Kim David Berthelsens gave til hende, da hun blev 60.

Derfor tør hun slet ikke tænkte tanken til ende om, at han kan være død.

- Jeg kan slet ikke tænke de tanker, at min Kim skulle være død. Det er utænkeligt, siger Kristine Berthelsen.

Selvom det nu er lidt over 14 dage siden, at Kim David Berthelsen blev meldt savnet, er oplysningerne stadig sparsomme. Hans mor ved intet om, hvor længe eftersøgningen af hendes søn skal fortsætte. Af den simple grund, at det ved det danske politi heller ikke, fortæller hun.

Københavns Politi får informationer om eftersøgningen fra Kap Verdes politi, der står for eftersøgningen.

KNR har forsøgt at få svar på netop det spørgsmål fra Kap Verdes politi, men de er ikke vendt tilbage.