Mittarfeqarfiit havde 2,3 millioner kroner i underskud sidste år
2,3 millioner kroner i underskud i 2019.
Det er resultatet af sidste års regnskab i Mittarfeqarfiit. Men det er et forbedret resultat, mener lufthavnsselskabet selv.
Det kom nemlig ud af 2018 med et væsentligt større underskud på 26,2 millioner kroner.
LÆS OGSÅ Mittarfeqarfiit: Lufthavnen er kun for rejsende
- Årsresultatet er forbedret tilfredsstillende som følge af en daglig stor og engageret indsats af vores mange medarbejdere rundt om i landet, siger Henrik Estrup, administrerende direktør for Mittarfeqarfiit.
Mittarfeqarfiits omsætning for 2019 var mindre i forhold 2018.
- Nettoomsætningen er faldet med 1,3 procent i forhold til året før. Trafikindtægterne er faldet med 7,2 procent, hvilket væsentligt skyldes nedgangen i antallet af starter og åbninger. Udviklingen for hotellerne viser en lille tilbagegang, oplyser Mittarfeqarfiit.
Corona-tab
Det selvstyreejet lufthavnsselskab er dog bekymret for, hvordan årsresultatet vil se ud for i år.
Coronasituationen kommer nemlig til at ramme Mittarfeqarfiits pengekiste hårdt.
- COVID-19-situationen har reduceret antallet af passagerer og starter markant, men vi har alligevel holdt alle lufthavne åbne for at sikre flytrafikken i Grønland. Det har sat Mittarfeqarfiits likviditet under et voldsomt pres, siger Henrik Estrup i en pressemeddelelse.
LÆS OGSÅ Henrik Estrup ny direktør for Mittarfeqarfiit
Overdragelse af lufthavne til KAIR
Ved årets resultat har der også været voldsomme nedskrivninger af selskabets egenkapital.
I 2018 var Mittarfeqarfiits egenkapital 1.344 millioner kroner. I 2019 var egenkapitalen 23,3 millioner kroner.
Grunden til det, er at Naalakkersuisut har lavet nye årsregnskabsregler for selvstyreejet selskaber, som Mittarfeqarfiit er omfattet af.
- I forbindelse med overgangen til disse nye regnskabsprincipper, er der gennemført en væsentlig nedskrivning af Mittarfeqarfiits anlægsaktiver, således at de i højere grad afspejler Mittarfeqarfiits indtjeningsmuligheder, siger Niels Grosen, driftsdirektør for Mittarfeqarfiit til KNR.
Og det er fordi, at nogle af lufthavnsselskabets væsentligste aktiver i form af lufthavne er blevet overdraget til Kalaallit Airports. Kalaallit Airports har nemlig fået overdraget lufthavnen i Nuuk og Ilulissat - to populære destinationer som er ved at få helt nye lufthavne.
Også Kangerlussuaq Lufthavn er blevet nedskrevet. Det er fordi, at indtjeningsmulighederne for Kangerlussuaq Lufthavn i fremtiden er usikre for Mittarfeqarfiit. De nye lufthavne i Nuuk og Ilulissat vil nemlig overtage Kangerlussuaqs rolle som atlantlufthavn.
LÆS OGSÅ Forsvaret skal finde en halv milliard kroner for at bevare Kangerlussuaq
Men Forsvaret ønsker at bevare Kangerlussuaq som lufthavn. Naalakkersuisut og den danske forsvarsminister Trine Bramsen har lovet at renovere lufthavnen, som trænger til en kærlig hånd.
I et notat, som mediet Altinget Arktis har fået aktindsigt i, vurderer Forsvarsministeriet, at det kan koste 550 millioner kroner, for at Forsvaret fortsat kan bruge lufthavnen.