Danmark Minister giver tilladelse til slædehundekørsel

Nu lysner det for folk i Danmark, der elsker at køre med slædehunde. For det ER tilladt at spænde hundene foran en vogn og køre på veje, der er reguleret efter færdselsloven. Det slår transportminister Ole Birk Olesen nu fast.
Skrevet af Ritzau
08. november 2018 11:18

- Kørsel med hundetrukne vogne er en sund og givende fritidsinteresse, som skal være tilladt i Danmark. Og efter at jeg har kigget på sagen, kan jeg konstatere, at det faktisk er lovligt efter færdselsloven, siger Ole Birk Olesen i en skriftlig kommentar på Transportministeriets hjemmeside.

Meldingen vækker glæde hos Dansk Polarhunde Klub, der har mellem 80 og 100 medlemmer, som kører med hundetrukne vogne i blandt andet statens skove.

LÆS OGSÅ Nyt håb for danske slædehundekørere

LÆS OGSÅ Slut med hundeslædekørsel på danske skovveje

- Vi er utroligt positive over, at vi nu fortsat kan dyrke vores fritidsinteresse, siger Marianne Schlüter, der er formand for klubben.

Transportministeren forventer, at en bekendtgørelse med virkning fra 1. januar 2019 kan skabe klare rammer for kørsel med hundevogne.

/ritzau/