Mininnguaq Kleist står over for de vigtigste forhandlinger i nyere tid. Men hvem er departementschefen?

Departementschef Mininnguaq Kleist er i de her dage i fuld gang med en af de vigtigste opgaver i nyere tid. Han leder nemlig forhandlingerne på vegne af Grønland i den arbejdsgruppe, der er nedsat mellem Grønland, Danmark og USA.
Departementschef Mininnguaq Kleist i Washington. Foto © : Oscar Scott Carl
31. januar 2026 09:00

Det var en delegation på syv personer, der tidligere på måneden var i Washington for at repræsentere Grønland til det, der er blevet kaldt et af nyere histories vigtigste møder, nemlig mødet mellem de tre udenrigsministre, Vivian Motzfeldt (S), danske Lars Løkke Rasmussen, amerikanske Marco Rubio og den amerikanske vicepræsident J.D. Vance.

En af dem var Mininnguaq Kleist, mangeårig embedsmand og departementschef for Departementet for Udenrigsanliggender og Forskning. Iklædt sort jakkesæt, hvid skjorte og med papirer under armen kan man spotte ham på nogle af de mange billeder fra de hektiske dage i Washington.

På billederne var han lidt i baggrunden bag Vivian Motzfeldt og Lars Løkke Rasmussen. Det afspejler hans position i Washington. Gerne lidt i baggrunden, så fokus var på Motzfeldt, men når han skulle, trådte han frem. 

Kort om Mininnguaq Kleist

Født i 1973 som søn af Birthe og Kaj Kleist. Han er desuden storebror til filmskaberen Malik Kleist.

Uddannet cand.mag. i Filosofi ved Aarhus Universitet i 2004. 

Til daglig chef for Departement for Udenrigsanliggender og Forskning.

Tidligere har Mininnguaq Kleist blandt andet været sekretær for Siumut i Folketinget, været særlig rådgiver for den grønlandsk-danske selvstyrekommission, chef for Hjemmestyrets Selvstyrekontor, kontorchef og afdelingschef i Udenrigsdirektorat og repræsentationschef for Grønlandsk Repræsentation i Bruxelles.

Privat er han gift med Mari Kleist. Sammen har parret to børn.

Mininnguaq Kleist holdt sig opdateret på de mange udtalelser fra den amerikanske præsident Donald Trump, der i de dage virkelig satte tempo på den højspændte situation. Han havde fuldstændig styr på, hvilke amerikanske politikere, der var venligt stemt over for Grønland og den situation, landet befandt sig i, og hvem der var Trump-støtter. Han rådgav, når der skulle skrives taler og vægtede de rette ord til pressemøder.

Særligt det sidste, at vægte sine ord, skal Mininnguaq Kleist også gøre brug af i den arbejdsgruppe, han nu er udtaget til.

Efter mødet i Washington kom det nemlig frem, at der nu er nedsat en arbejdsgruppe med repræsentanter fra de tre lande. Mininngauq Kleist repræsenterer Grønland, mens Udenrigsministeriets departementschef, Jeppe Tranholm-Mikkelsen, forhandler på vegne af Danmark. Fra amerikansk side deltager counselor (rådgiver, red.) i det amerikanske udenrigsministerium, Mike Needham.

Indtil nu har der været to møder i arbejdsgruppen, der skal forsøge at finde den bedst mulige løsning på det politiske trekantsdrama efter, at Donald Trump har gjort det klart, at han ønsker Grønland.

Men hvem er manden, der forhandler på vegne af Grønland? KNR har talt med en række personer rundt om Mininnguaq Kleist for at blive klogere på det spørgsmål. Flere personer har ønsket at være anonyme. Det har vi accepteret for at komme tættere på departementschefen.

Med fra barnsben

Med Mininnguaq Kleist ved sin side har Vivian Motzfeldt en erfaren og hjemmevant kollega. Deres samarbejde går mange år tilbage. 

Skruer vi 19 år tilbage i tiden, stod de to også side om side. Dengang stillede de begge op til Folketingsvalget for Siumut.

Ingen af dem blev dengang valgt ind, og mens Vivian Motzfeldt fortsatte i det politiske spor, skiftede Mininnguaq Kleist over i det diplomatiske.

I dag er han en garvet embedsmand, der ikke forholder sig til politiske spørgsmål – i hvert fald ikke offentligt. Han bliver beskrevet som disciplineret og som en person med overskud i rollen som repræsentant. 

At Mininnguaq Kleist er landet i rollen som repræsentationschef er heller ikke helt ulig skæbnen. Han er nemlig andengenerationsdiplomat – søn af Kaj Kleist, der i mange år var embedsmand blandt andet som direktør for Grønlands Hjemmestyre. 

Mininnguaq Kleist ved siden af naalakkersuisoq Vivian Motzfeldt. Over for hende sidder den danske udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen. Foto © : Oscar Scott Carl

Familienavnet var svært at ryste af sig, da Mininnguaq Kleist først trådte ind i de diplomatiske kredse, hvor han blev kendt som 'søn af Kaj Kleist'. Det fortæller departementschef i Selvstyret Jørgen T. Hammeken-Holm, som har kendt Mininnguaq Kleist i mange år. 

Men sønnen arbejdede sig hurtigt op i eget navn og står på alle måder i sin egen ret i dag. Og det er klart den diplomatiske facon, som kendetegner ham, fortsætter Jørgen T. Hammeken-Holm.

- Mininnguaq er ikke den hårde type, som banker ting igennem. Han lytter og bruger argumenter som sit sværd, siger han og tilføjer:

- Han er lattermild og har glimt i øjet. Han kan godt lide at tage pis på andre, men der er også plads til, at han bliver taget pis på.

Oppe på dupperne

Netop latter kendetegner Mininnguaq Kleist. Det bliver også beskrevet som en af hans vigtigste styrker: det lattermilde kan gøre enhver stemning bedre. 

Selv i Washington, hvor alle følelser var i spil, var der midt i alvoren også plads til grin. 

Samtidig var det her også tydeligt, at den diplomatiske facon skinnede igennem. Han var rundt og tale med en masse folk og virkede som bindeled mellem den grønlandske delegation og det danske hold, der havde ressourcerne til at sende hel del flere folk til den amerikanske hovedstad.

Der var ingen tvivl om, at der lå meget ansvar på Mininnguaq Kleists skuldre.

Men ansvaret, ja, det er han vant til. Han tager nemlig ansvar på sig og er arbejdsom, lyder det fra den tidligere landsstyreformand Lars-Emil Johansen.

Selvom det godt 20 år siden, at Lars-Emil Johansen ansatte den nyuddannet Mininnguaq Kleist som sekretær for Siumut i Folketinget, husker han ham udmærket fra dengang. 

Mininnguaq Kleist var netop blevet færdig som kandidat i filosofi fra Aarhus Universitet og var en ung fyr 'oppe på dupperne', siger Lars-Emil Johansen. 

- Han var meget, meget arbejdsom, behagelig at være sammen med og grundig i sit arbejde.

En af hovedforfatterne fra Selvstyreloven

Sammen med den færøske Sjúrður Skaale, som dengang var ansat i Folketinget - og som i dag er folkevalgt samme sted - rejste Mininnguaq Kleist til New York at undersøge forskellige free association-modeller hos blandt andet tidligere kolonier. 

Her talte de med en række mennesker i FN-systemet om ordningen. Det blev senere blev til bogen "The Right to National Self-Determination". 

- Han (Mininnguaq, red.) havde et brændende ønske om, at Grønland og grønlænderne skulle anerkendes som en selvstændig enhed i FN-systemet, husker Sjúrður Skaale.

Det færøske folketingsmedlem beskriver også Mininnguaq Kleist som meget engageret og målrettet. 

- Han var meget aktiv, når der eksempelvis blev sagt noget nedladende om grønlændere i den danske presse, så gik han i rette med det. Han var meget engageret i debatten om Grønland, siger Sjúrður Skaale.

Mininnguaq Kleist i Washington. Foto © : Andrew Thomas - Cnp/CNP/Ritzau Scanpix

Kortlægningen af free association-modeller bidrog senere til udarbejdelsen af selvstyreloven for Grønland, fortæller Lars-Emil Johansen.

- Mininnguaq er en af hovedforfatterne til selvstyreloven, som den endte med at se ud.

Senere blev han også en del af forfatningskommissionen og har dermed været med til at sætte aftryk på, hvordan en fremtidig forfatning kan se ud.

Giver ikke op uden kamp

Selvom CV’et er langt, har arbejdet dog ikke fyldt alt i Mininnguaq Kleist’ liv. I mange år har han været en aktiv badmintonspiller og har også haft sin tid på landsholdet. 

Personer fra badminton-verden i Nuuk beskriver ham som venlig, én, der passede sin træning og som en 'fighter', der ikke gav op uden god kamp. Til gengæld accepterer han et nederlag 'uden at kaste med noget', som én udtrykker det.

Og det er noget, der kan komme ham til gode i det arbejde, der venter forud. I hvert fald er kollegaen Jørgen T. Hammeken-Holm ikke i tvivl om, at han er den rette mand i sædet.

- Jeg er tryg ved at have ham i spidsen. Han kender udenrigsapparatet ud og ind, både det grønlandske, danske og amerikanske, og er guld værd at have i en situation som denne her, siger han.  

KNR har forsøgt at få et interview med Mininnguaq Kleist, men han har ikke ønsket at stille op.