Billeder og video: Vivian Motzfeldt får heltemodtagelse i Nuuk
Omkring 100 mennesker er her til middag mødt op i lufthavnen i Nuuk for at tage imod Vivian Motzfeldt (S), der er naalakkersuisoq for udenrigsanliggender.
Hun landede klokken 12.35 efter en voldsomt hektisk uge med møder i blandt andet Washington i onsdags og med Nato i Bruxelles i går.
Blandt de fremmødte var - blandt andet - en børnehave. KNR mødte også Cecilie Vahl, der stod klar med Erfalasorput i hånden.
- Jeg er her for at byde Vivian Motzfeldt velkommen. Jeg er meget stolt over, at hun på vegne af vores land deltager i møder med mange andre lande. Det er meget værdifuldt, siger Cecilie Vahl til KNR.
Aqqalukkuluk Fontain var også troppet op for at tage imod naalakkersuisoq.
- Jeg er her for at formidle, at Vivian har rejst til USA på vores vegne, for at gøre det klart, at Grønland tilhører grønlænderne, og for at vise, at hun har opbakning fra alle. Følelserne er meget stærke – stolthed, lyst til at græde og en stærk følelse af fællesskab. Vi oplever mange følelser. Vi er rørte, sagde han til KNR.
Vivian Motzfeldt var tydeligt lettet, da hun svarede på spørgsmål fra KNR:
- Jeg er fyldt med glæde. At se mit land og mærke den store og varme velkomst rører mig dybt. Vi har stadig mange opgaver foran os, men vi har taget det første skridt, og det giver håb, sagde hun.
- Da jeg kom hjem, og mine kære var her – mine landsmænd, mine børn, min familie og mine børnebørn – faldt der ro over mig. Og selvfølgelig: selvom vi allerede har bragt vores lands budskaber ud i verden, ved vi, at der stadig er mange opgaver tilbage. Jeg kom med håb om, at vi fortsat vil arbejde ihærdigt og bevare det fællesskab, vi har brug for, så vi alle kan fortsætte rejsen sammen.
- Jeg er lykkelig lige nu, selvom der omkring os findes mange ting, der ikke giver anledning til lykke.