Mineselskab skærer ned på efterforskning
Mineselskabet Ironbark skærer ned på sine omkostninger, og derfor har selskabet leveret syv efterforskningstilladelser tilbage til Selvstyret.
Det skriver det australske medie The Market Herald.
Departementschef i Departement for Råstoffer, Jørgen T. Hammeken-Holm, bekræfter overfor KNR, at Ironbark har returneret efterforskningstilladelserne.
LÆS OGSÅ Múte B. Egede på inspektionstur i Citronen Fjorden
- Det er helt normalt i branchen. Enten så laver man noget efterforskning, eller også skal licenserne leveres tilbage, siger Jørgen T. Hammeken-Holm.
Slipper for at lave efterforskning for cirka 18,5 milioner kroner
Ifølge en børsmeddelelse fra Ironbark slipper selskabet for at betale 3,95 milioner australske dollars (cirka 18,5 millioner kroner) om året ved at returnere tilladelserne.
Direktør i Ironbark Zinc Michael Jardine siger til The Market Herald, at returneringen af tilladelserne viser, at selskabet nu fokuserer på at udvikle mineprojektet i Citronen Fjord i Nordøstgrønland.
LÆS OGSÅ Ironbark får tilladelse til at udvinde i Citronen Fjord
Her har selskabet stadig sin udnyttelsestilladelse, og selskabet arbejder på at kunne udvinde zink og bly.
Af de syv efterforskningstilladelser, som er leveret tilbage, er tre i Citronen Fjord, tre i Mestersvig og én i Washington Land.
Ifølge Jørgen T. Hammeken-Holm vil det efterforskningsarbejde, som Ironbark har udført i områderne, ikke gå til spilde:
- De boringer og data, der er indsamlet, dem sikrer vi. De data bliver frit tilgængelige for andre interesserede. Andre selskaber vil dermed kunne begynde, hvor Ironbark slap, siger han.