I dag skal Trump mødes med Zelenskyj

I aften mødes den amerikanske præsident med præsident Zelenskyj, det bekræfter Det Hvide Hus over for nyhedsbureauet dpa.
Søndag aften klokken 18 skal den ukrainske præsident mødes med præsident Trump i Florida. Foto © : Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
28. december 2025 12:14

Der er planlagt et møde i Florida mellem USA's præsident, Donald Trump, og Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, søndag aften dansk tid.

Det bekræfter Det Hvide Hus ifølge nyhedsbureauet dpa.

I en plan over weekendens mødeaktiviteter skriver Det Hvide Hus, at der vil blive afholdt et møde i Palm Beach i Florida klokken 15.00 lokal tid. Det svarer til klokken 18 grønlandsk tid.

Mediet The New York Times har også fået tilsendt planen over mødeaktiviteter, hvor mødet mellem de to præsidenter fremgår.

Fredag - 2. juledag - annoncerede Zelenskyj, at han havde et møde med Trump, men det blev ikke umiddelbart bekræftet af Det Hvide Hus.

- I weekenden, jeg tror på søndag i Florida, har vi et møde med præsident Trump, sagde Zelenskyj ifølge nyhedsbureauet AFP.

Fredsplan til folkeafstemning

Mødet mellem Zelenskyj og Trump vil foregå, mens USA fortsat taler med både Ukraine og Rusland om en mulig plan for, hvordan den snart fire år lange krig kan stoppes.

Lørdag deltog EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, i et telefonopkald med Zelenskyj og andre EU-ledere. Det fortalte en talsperson for von der Leyen ifølge nyhedsbureauet Reuters forud for mødet.

I et interview med netmediet Axios sagde Zelenskyj fredag, at han er klar til at udskrive en folkeafstemning om fredsplanen - hvis altså Rusland accepterer en våbenhvile.

Zelenskyj har tidligere nævnt, at han kan få brug for en godkendelse fra det ukrainske folk, hvis ukrainerne ender med et kompromis, hvor de bliver nødt til at afgive territorium.

Et par vigtige elementer i de planer, der diskuteres, er sikkerhedsgarantier til Ukraine samt genopbygning af landet og dets økonomi.

- Vi vil drøfte de dokumenter og sikkerhedsgarantier, sagde Zelenskyj til journalister fredag.

- Hvad angår følsomme spørgsmål vil vi tale om Donbas og atomkraftværket Zaporizjzja, og vi vil med sikkerhed også tale om andre emner, sagde han.

Ruslands viceudenrigsminister, Sergej Rjabkov, sagde fredag til russisk tv, at det kan være svært at nå frem til en fredsaftale. Det skyldes ifølge Rjabkov, at Ukraine har tilføjet "radikale ændringer" til den amerikanske fredsplan.

/ritzau/