Minedrift og fiskeri på samme tid

I aften vender tre medlemmer af Naalakkersuisut, Kuupik Kleist, Ove Karl Berthelsen og Ane Hansen tilbage til Nuuk efter små to ugers borgermøder i en række byer og bygder i Nordgrønland, fra Sisimiut helt op til Uummannaq-distriktet, hvor der har været møder de senere dage, blandt andet i Ukkusissat, Saattut, mens kraftigt snefald førte til aflysning af mødet i Ikerasak.
Skrevet af Karsten Sommer
19. marts 2012 09:29

- Bevidstheden om behovet for råstofprojekter er stor blandt borgerne i Uummannaq-området, siger Kuupik Kleist, der blandt andet mødte stor interesse for nye uddannelsesmuligheder.

- Et af de gennemgående ønsker, var for eksempel bedre muligheder for at forbedre deres sproglige færdigheder i engelsk, så de kunne øge deres chancer for at få et job i mineindustrien, bemærker Kuupik Kleist.

Mange borgere har desuden givet udtryk for at det er på tide at få gang i minedriften igen.

- De ældre kunne godt huske tiden, hvor fisker- og fangererhvervet fungerede på lige fod med Maarmorilik-minen. Og deres generelle holdning er, at det må kunne lade sig gøre igen - med succes, siger Ove Karl Berthelsen.

På Borgermøderne har der ligeledes været stor debat om den nye fiskerilov og om kvoterne for fangst af hellefisk. Her har Ane Hansen særligt bemærket at fiskerne i Uummannaq distriktet ønsker nærmere dialog med biologerne på Naturinstituttet.

- Mange fiskere har behov for yderligere information og dialog med biologerne med hensyn til hellefiskebestanden i området, og det ønske ser vi frem til at opfylde, siger Ane Hansen.

Borgermøderne i nord afsluttes i dag med møde i Qaarsut klokken 13.