Ovenpå KNR’s afsløringer om store udfordringer med at overholde lovgivningen i anbringelser, var naalakkersuisoq Aqqaluaq B. Egede i denne uge ude at love, at der nu ville komme et løft på området, og at han ville invitere forskellige foreninger og fagfolk til en snak om hvordan, det skulle se ud.

En af dem er Socialrådgiverforeningen NIISIP. Og selvom de endnu ikke har modtaget den invitation, så ser de frem til den, samtidig med at formanden, Martha Lund Olsen, understreger, at det ikke er nok med en snak – hun savner handling. Her og nu.

- I stedet for at vente nogle måneder, så er der faktisk lovhjemmel til at sætte Socialstyrelsen ind og lave sagsbehandling ude i kommunerne. Der er tidligere sat penge af til formålet. Det vil vi gerne opfordre naalakkersuisut til at gøre – hurtigst mulig, siger hun.

Et tilbagevende problem

For ligesom mange andre eksperter allerede har gjort opmærksom på, så er det langt fra et nyt problem med fejl og fagligt forfald i forvaltningerne. Og Martha Lund Olsen tror da heller ikke, det er noget som ændrer sig, medmindre man er villig til at lave varige løsninger.

- Det er jo et tilbagevendende problem. Så længe det bliver ved med at køre sådan, så tror jeg ikke, der sker de store ændringer de kommende år. Medmindre man laver noget, som er kontinuerligt og noget, som alle politikere vil prioritere, siger hun og forsætter:

- I stedet for det måske kun er én naalakkersuisoq, som kæmper for at ændre nogle få ting. Det nytter ikke noget, der kun er få.

Man må prioritere for at løse problemet

Derfor kalder Martha Lund Olsen også på handling fra hele naalakkersuisut. At man sætter sig ned sammen og satser på hele landets fremtid – nemlig børnene. Hvis ikke, så står man med et problem, som kun vokser sig større over de næste mange år, hvis ikke årtier.

- Alle må prioritere og vise, at nu trækker vi nogle af vores andre mærkesager tilbage, for at børnene og deres familier kan få en ordentlig behandling, siger hun og forsætter:

- Når man ikke prioriterer området, så falder det hele tiden tilbage. Så vil det jo altid være sådan, at så mangler man sagsbehandlere, mangler folk i familiecentrene, mangler pladser på institutionerne. Og sådan vil det gå mange år fremover, medmindre alle prioriterer området.