Mindre løn end os og ingen ret til at strejke

De tusindsvis af arbejdere, som skal hentes ind fra udlandet, hvis storskalaprojekter som London Mining-projektet ved Isukasia og Alcoa-projektet ved Maniitsoq skal realiseres, vil få væsentligt mindre i løn end os, de skal ikke have lov til at strejke, og de kommer ikke til at nyde godt af ferielovens regler. For hvis Grønland ikke går med til at lade arbejderne udefra underbetale, så fravælger selskaberne Grønland, er Naalakkersuisut tilsyneladende overbevist om.
27. september 2012 07:29

De skal have væsentligt mindre i løn end os, de skal ikke have lov til at strejke, og de kommer ikke til at nyde godt af ferielovens regler.

Det er nogle af de vilkår, som Naalakkersuisut ønsker at byde de tusindvis af arbejdere, som skal hentes ind fra udlandet, hvis storskalaprojekter som London Mining-projektet ved Isukasia og Alcoa-projektet ved Maniitsoq skal realiseres.

Det fremgår tydeligt af lovforslaget om storskalaprojekter, som det lige nu ser ud, og som skal under Inatsisartuts behandling i næste måned.

For hvis Grønland ikke går med til at lade arbejderne udefra underbetale, så fravælger selskaberne Grønland, er Naalakkersuisut tilsyneladende overbevist om.

I bemærkningerne til lovforslaget lyder det, at Grønland er nødt til at være "konkurrencedygtig i forhold til andre landes vilkår, herunder andre lande med betydeligt lavere lønniveauer og samlede omkostninger til arbejdskraft".

Naalakkersuisut skriver dog at løn- og ansættelsesvilkårene skal være "acceptable og objektivt og sagligt begrundede". Men hvem der skal afgøre, hvornår de er det, er det sværere at finde svar på i lovforslaget.

Een ting fremgår dog klokkeklart: Acceptabel løn er ikke lig med en løn på grønlandsk niveau.

De ansatte skal i stedet omfattes af særlige kollektive overenskomster, der udelukkende dækker deres ansættelse på det grønlandske storskalaprojekt, og som er indgået med udenlandske fagorganisationer - hvis altså de ansatte overhovedet skal have en overenskomst.

Og Naalakkersuisut forventer at de eventuelle overenskomster vil betyde at "løn og andre vederlag generelt vil være noget mindre end efter grønlandske overenskomster". Sådan lyder det også i lovforslagets bemærkninger.

De udenlandske ansatte, der bliver omfattet af en sådan helt speciel overenskomst vil ifølge lovforslaget heller ikke få ret til at strejke i Grønland.

Naalakkersuisut skriver:

"Eksistensen af sådanne kollektive overenskomster for udenlandske ansatte vil indebære, at der ikke i Grønland lovligt vil kunne iværksættes konflikt om indgåelse af overenskomst mod en i forvejen overenskomstdækket arbejdsgiver".

I og med disse særlige overenskomster altså skal indgås imellem fx et mineselskab og en kinesisk fagforening, vil den almindelige grønlandske ferielov heller ikke gælde for de udenlandske arbejdere.

Lovforslaget skal 1. behandles i Inatsisartut den 18. oktober. Hvis forslaget bliver vedtaget, skal det danske folketing dog også blåstemple det i form af en ny særlov på udlændingeområdet. Lovforslaget kræver nemlig ændringer i bl.a. udlændingelovgivningen, der sorterer under Danmark.