Millioner får vinger: Air Greenland gør dyreste køb nogensinde

Air Greenlands nye atlantfly, som letter til efteråret, koster mere end 700 millioner kroner. Det fortæller flyselskabets direktør.
Til efteråret bliver Norsaq skiftet ud med en ny airbus, der har fået navnet Tuukkaq. Det nye fly bruger 14 procent mindre brændstof end det nuværende atlantfly og udleder derudover mindre CO2, oplyser Air Greenland. Foto © : Air Greenland
Skrevet af Andreas Wille
09. maj 2022 04:19

Da Air Greenland sidste år købte sit nye atlantfly, oplyste flyselskabet, at det skulle af med et trecifret millionbeløb. 

Det ville dog ikke ud med det eksakte tal, men nu er beløbet ude.

- En flyver af den type, vi har bestilt, koster i omegnen af 700 millioner kroner, siger administrerende direktør i Air Greenland, Jacob Nitter Sørensen, om selskabets dyreste køb i sin levetid.

Direktøren forventer, at den splinternye Airbus a330-800neo med plads til 307 passagerer kommer på vingerne til efteråret. 

Billigere tilbud på hånden

Der var dog ellers andre billigere muligheder. 

Jacob Nitter Sørensen oplyser torsdag ved et borgermøde i Ilulissat, at der var et andet fly af samme type, som flyselskabet havde mulighed for at købe. 

Det fly havde været i drift i fem år og kostede 400 millioner kroner mindre end det nyindkøbte fly. 

Men flyselskabet finder det vigtigt at lytte til turisterne, der gerne vil passe på naturen, lyder det fra direktøren. 

LÆS OGSÅ Hemmeligt: Air Greenland og Dansk Metal er stille om ny aftale

Og derfor har Air Greenland købt et helt nyt, ubrugt fly. 

- Hvis turisterne skal til Grønland med god samvittighed og se på naturen, se isen smelte, så er vi nødt til at brande os selv som en bæredygtig destination, siger Jakob Nitter Sørensen. 

Det nye fly, der har fået navnet Tuukkaq (harpunspids), bruger 14 procent mindre brændstof end det nuværende atlantfly, Norsaq, og udleder derudover mindre CO2.

Et fly og fem helikoptere

Tuukkaq bliver købt i en form for pakke, der også tæller fem helikoptere. 

Air Greenland har selv mellem 15 og 30 procent af pengene i banken, mens resten skal skaffes gennem lån.

LÆS OGSÅ Frustrerede flypassagerer fanget i Kulusuk: Air Greenland gjorde slet ikke nok for at hjælpe

- Sidste år i marts var vi ude og hente finansiering, og der hentede vi lige knap 1,2 milliarder kroner i finansering på det amerikanske erhvervsoblikationsmarked til ret attraktive vilkår, forklarer Jakob Nitter Sørensen og fortsætter:

- Det er de penge, vi kommer til at bruge til at betale for Tuukkaq med, og det er også de penge, vi har brugt til at betale for de nye helikoptere med. 

Air Greenland ejer Norsaq frem til den 1. marts næste år og skal derefter sælge det røde lyn.