Miljøaktivister i sælstrid

En større konflikt er tilsyneladende brudt ud mellem miljøorganisationerne Greenpeace og Sea Shepherd.
Foto © : Camilla Dam/KNR
25. januar 2016 15:07

I en kampagne beskylder Sea Shepherd den Arktisk-ansvarlige i Greenpeaces afdeling i Danmark, Jon Burgwald, for at handle uetisk, fordi han - og Greenpeace i helhed - i dag støtter en bæredygtig sælskindsindustri, bl.a. fra Grønland.

Ifølge lederen af Sea Shepherd, amerikaneren Paul Watson, bør Jon Burgwald derfor fyres.

Men ifølge Jon Burgwald fastholder Paul Watson og Sea Shepherd bare en gammel politk, som Greenpeace i dag selv tager afstand fra.

- Paul Watson startede faktisk oprindelig i Greenpeace tilbage i 70’erne og 80’erne, og det var ham, der kørte den sæl-kampagne, der skabte problemer for oprindelige fangere både i Grønland og Canada.  Det er tydeligt, at han ikke har lært noget siden dengang. 

-  Vi har i Greenpeace prøvet på at gøre mange af de fejltagelser gode igen. Og jeg synes, det er synd, at han på den måde bliver ved med stædigt ikke at se forskel på den kommercielle sælfangst og den bæredygtige, oprindelige folks fangst, siger Jon Burgwald til KNR.

Foto © : Captain Paul Watson/Sea Shepherd

Med dette billede har Paul Watson og Sea Shepherd sat en kampagne i gang på Facebook. Se mere her.

 

Greenpeace kørte i 1980’erne kampagner imod sælskinds-fangst, som bl.a. var med til kraftigt at skade Grønlands eksport på området.

Læs også Dyreaktivister truer færøsk turisme

I dag støtter Greenpeace dog bæredygtig sælfangst, og også inuit-undtagelsen omkring sælskind-eksport over for EU.

Og Jon Burgwald kan da også godt forstå, hvis nogen mener, at Greenpeace nu blot smager sin egen, gamle medicin.

- Det kan jeg selvfølgelig godt, men jeg synes også, det er et forfejlet fokus lige nu.

- Jeg tror, det er enormt vigtigt, at vi som Greenpeace og Grønland og andre, som støtter oprindelige folks ret til den bæredygtige sælfangst rent faktisk står sammen nu og forhindrer, at Paul Watson får lov til at sætte en dagsorden, der ligner den, han også ville sætte i 70’erne og 80’erne.

- Det vil selvfølgelig gå ud over Greenpeace, men i høj grad også gå ud over Grønland. Det synes jeg vil være enormt ærgerligt.

Læs også Greenpeace på charmeoffensiv