Michael Rosing forlader politik
Efter godt 15 år i grønlandsk politik stopper løsgænger Michael Rosing, når der er valg til kommunalbestyrelserne 6. april. Det fortæller han til Sermitsiaq.AG.
I 2005 blev Michael Rosing for første gang valgt til Inatsisartut for Demokraterne som suppleant. En plads, han beholdte pladsen over to valgperioder.
LÆS OGSÅ Lang vej endnu for Samarbejdspartiet
I 2011 stillede han op til Folketinget, men kom ikke ind. I stedet fik han tre år senere fast plads i Inatsisartut, da Demokraternes Jens B. Frederiksen i 2014 trak sig fra landspolitik.
Men forholdet til Demokraterne gik skævt. Og i 2017 år blev Michael Rosing ekskluderet af partiet og stiftede året efter Samarbejdspartiet, blandt andet sammen med sin tidligere partifælle fra Demokraterne, Tilie Martinussen
Partiet opnåede en enkelt plads ved seneste valg til Inatsisartut i 2018.
Ballade i Samarbejdspartiet
Samme år fik Michael Rosing plads i kommunalbestyrelsen i Kommuneqarfik Sermersooq, hvor han stod som suppleant.
Michael Rosings skæbne i Samarbejdspartiet kulsejlede dog sidste år, da han blev ekskluderet fra partiet. Det skete under stor dramatik om formandsskabet i partiet og anklager mod den nuværende partiformand, Tilie Martinussen, om misbrug af partiets penge.
LÆS OGSÅ Samarbejdspartiet ekskluderer fem medlemmer
Afskeden med grønlandsk politik blev dog truffet inden balladen i Samarbejdspartiet, siger Michael Rosing til Sermitsiaq.
- Min hensigt var at få ryddet op i partiet og gjort vælgerne bekendt med, hvad der foregik i partiet. Nu er det så op til vælgerne at beslutte, om Samarbejdspartiet har en fremtid i grønlandsk politik.
Frem til kommunalvalget den 6. april i år vil han stadig være formand for Udvalg for Børn og Skole i Kommuneqarfik Sermersooq, skriver Sermitsiaq.AG.