Mette Frederiksen vil give Færøerne mere albuerum i udenrigspolitikken

Statsministeren er klar til at give Færøerne mere albuerum i udenrigspolitikken, fortæller hun under sit besøg på Færøerne i disse dage.
I et interview med KNR i april sagde Mette Frederiksen, at hun er parat til at diskutere, om Grønland og Færøerne skal have større selvbestemmelse over landenes udenrigspolitik. Foto © : Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
08. november 2019 07:23

Statsminister Mette Frederiksen (S) er klar til at give færingerne større indsigt i udenrigs- og forsvarspolitiske forhold.

Det sagde hun under sit besøg på Færøerne, hvor hun mødtes med Færøernes lagmand, Bárður à Steig Nielsen, for at drøfte rigsfællesskabet, skriver Ritzau.

- Jeg forstår klart, at man fra færøsk side vil have indblik i de oplysninger om vores udenrigspolitiske forhold, hvor Færøerne har interesser og er involveret. At man på Færøerne vil have mere albuerum, når det gælder udenrigspolitik, er jeg villig til at definere, siger Mette Frederiksen efter mødet, der fandt sted i lagmandens hjembygd Vestmanna.

LÆS OGSÅ IA og NQ efterlyser grønlandsk indflydelse på udenrigspolitik

Mette Frederiksen gentager ønske om større indflydelse

En lignende udmelding kom også fra Mette Frederiksen i april umiddelbart før Folketingsvalget, hvor hun blev statsminister.

I et interview med KNR sagde Mette Frederiksen, at hun er parat til at diskutere, om Grønland og Færøerne skal have større selvbestemmelse over landenes udenrigspolitik.

- Det kan jo ikke nytte noget, at man sidder i København og vurderer, hvad der er vigtigt for Grønland og Færøerne, sagde hun i april.

Grønlands indflydelse og indblik i rigsfællesskabets udenrigspolitik eller mangel på samme har gang på gang været genstand for debat. Politikerne her i landet har jævnligt udtryk ønske om mere indflydelse på de udenrigsanliggender vedrører Grønland.

Senest i forbindelse med Donald Trumps tanker om at købe Grønland ønskede IA og Nunatta Qitornai mere udenrigspolitisk indflydelse.

Åben for selvstændig OL-deltagelse

Mette Frederiksen fik også drøftet muligheden for at færingerne kan få et dansk cpr-nummer og så blev hun ogå spurgt om Færøerne kan få lov til at deltage i OL som selvstændigt land, fremfor som nu at være en del af den danske delegation.

Begge dele var Mette Frederiksen positivt indstillet overfor.

LÆS OGSÅ - Lad Færøerne deltage under eget flag ved OL

- Det er vi villige til. Men så er der jo den olympiske komité, som også skal give tilsagn, svarede Mette Frederiksen ifølge Ritzau.

I 2006 forsøgte daværende kulturminister Brian Mikkelsen på et møde med IOC's daværende præsident, Jacques Rogge, på vegne af Færøerne og Grønland at få lov at deltage som selvstændige lande. Men det blev afvist.

Besøget er Mette Frederiksens første officielle besøg på Færøerne som statsminister. Besøget slutter fredag.