Mette Frederiksen: Detentioner skal undersøges nærmere

Danmarks Justitsminister, Mette Frederiksen, tager kritikken af forholdene i de grønlandske detentioner alvorligt.
Mette Frederiksen Foto © : socialdemokraterne.dk
Skrevet af Apollo Jeremiassen
14. januar 2015 14:05

Folketingets ombudsmand, Jørgen Steen Sørensen, har kritiseret detentionen i Kulusuk for, at de indsattes menneskerettigheder ikke overholdes – de kan ikke tilkalde personale, ingen mad og drikke og ingen mulighed for toiletbesøg medmindre den lokale politimyndighed er til stede.

Læs også Detentionerne i Grønland kritiseres kraftigt

 

Justitsministeren skriver i et svar til KNR:

 

- Justitsministeriet har modtaget Folketingets Ombudsmands henvendelse lige før nytår, og han peger på nogle problemer ved detentionen i Kulusuk, som Justitsministeriet vil undersøge nærmere.

- Jeg ved, at Politimesteren i Grønland efter ombudsmandens besøg har iværksat tiltag for at forbedre forholdene for detentionsanbragte i Grønland.

- Forholdene i Grønland er særlige på grund af bl.a. geografien og infrastrukturen. Men forholdene skal selvfølgelig være i overensstemmelse med de detentionsanbragtes grundlæggende rettigheder, skriver Justitsminister Mette Frederiksen til KNR.

 

Hendes grønlandske kollega, Naalakkersuisoq for Justits, Mala Høy Kúko, er glad for justitsministerens tiltag.

 

- Jeg vil afvente justitsministerens næste træk men vil allerede nu meddele justitsministeren, at jeg vil følge sagens gang, siger Mala Høy Kúko til KNR.