Meningsmåling giver ingen afklaring

Sermitsiaq bringer i denne uges udgave en meningsmåling fra HS analyse, der har spurgt et repræsentativt udsnit af befolkningen i Grønland, hvad de havde til hensigt at stemme, hvis valget skulle afholdes i dag. Resultatet giver ingen afklaring på situationen omkring dannelsen af et nyt naalakkersuisut efter valget.
Skrevet af Peter Troelsen
10. februar 2013 07:21

IA vil efter meningsmålingen stadigvæk være landets største parti. Ved valget i 2009 fik IA 44,2 % af stemmerne, og det resultat har de næsten holdt fast i. I målingen er resultatet 43,4 % og det giver 14 mandater, som partiet også havde i det netop opløste Inatsisartut.

Et andet af partierne i koalitionen Demokraterne står til en tilbagegang ved det kommende valg, og det vil koste partiet et enkelt mandat, så der efter valget vil være 3 Demokrater i Inatsisartut mod de fire, der er i øjeblikket. I procent er tilbagegangen fra 12,8 til 9,9 % af stemmerne.

Det sidste parti i koalitionen Kandidatlisten kan se frem mod en næsten total udslettelse. Anthon Frederiksen kunne ved sidste valg lukrere på borgmestereffekten efter lang tid som borgmester i Ilulissat, men den effekt er stort set forsvundet, og partiet kan se frem til 1,2 % af vælgerne mod 3,8 ved sidste valg. Det betyder, det nye Inatsisartut vil være uden deltagelse fra Kandidatlisten.

Landets næststørste parti er stadigvæk Siumut, der før sidste valg stort set har haft fast abonnement på posten som formand for Naalakkersuisut. Der er dog ikke meget, der tyder på, at Grønland skal have sin første kvindelige formand for Naalakkersuisut. Aleqa Hammond og hendes partifæller står til 36,0 % af stemmerne og det er en pæn fremgang siden katastrofevalget i 2009. Der fik partiet 26,8 % af stemmerne. Omvekslet til mandater giver det 12 imod de 9 partiet fik ved sidste valg.

Atassut, der ved valget til hjemmestyret i 1979 var landets største parti, må endnu engang se i øjnene, at der ikke er den stor opbakning til partiet i Grønland mere. Ved sidste valg fik partiet tre mandater og 11,0 % af stemmerne. Nu ligner det 2 mandater og en tilslutning på 6,6 % af stemmerne. Partiet har dog i en lang periode måttet tage til takke med 2 medlemmer af Inatsisartut, da partiets store stemmesluger ved sidste valg Finn Karlsen skiftede til Siumut.

Landets nyeste parti Partii Inuit kommer op på 3,2 % af stemmerne og det vil lige akkurat være nok til at give partiet et enkelt mandat i Inatsisartut.