Melbourne forbyder rygning og indfører bøder for skodsvineri

Det er nu forbudt at ryge i det centrale Melbourne, og det kan koste 3000 kroner at smide et skod på gaden.
Personer, der kaster cigaretskodder på jorden i Melbourne kan få en bøde på op til 3000 kroner. Arkivfoto.
Skrevet af Ritzau
04. oktober 2019 07:01

Den australske storby Melbourne har indført rygeforbud i byens centrale forretnings- og shoppingområde.

Det oplyser Melbournes byråd.

Forbuddet er trådt i kraft fredag og betyder, at det koster 100 australske dollar - 456 kroner - for en ryger, hvis vedkommende bliver taget i at pulse i området.

LÆS OGSÅ Tobaksselskaber skal betale 81 mia. i erstatning til rygere

Rygeforbuddet omfatter fortove og veje i området omkring shoppingcentret Bourke Street Mall, som er det mest populære shoppingområde i det centrale Melbourne.

3000 kroner i bøde

Byrådet oplyser, at forbuddet for nuværende ikke gælder e-cigaretter, men at byrådet overvejer også at forbyde dem i området.

Yderligere vil personer, der smider cigaretskodder på gaden, blive tildelt en bøde på mellem 330 og 660 dollar - det svarer til mellem 1504 og 3009 kroner. Dette gælder ikke kun for den centrale del af byen, men for hele Melbourne.

Borgmester i Melbourne Sally Capp påpeger, at rygning koster samfundet utrolig dyrt.

LÆS OGSÅ Vi ryger mindre men drikker mere sodavand

Samtidig siger hun, at forbuddet giver byens mange tusinde besøgende og indbyggere mulighed for at trække vejret lettere og beskytter dem mod passiv rygning.

4000 dør af rygning

- Hvert år dør omkring 4000 mennesker i Victoria af sygdomme relateret til rygning, og det påvirker helbreddet hos endnu flere, siger hun.

- Det er på ingen måde sikkert at blive udsat for røg, tilføjer hun.

Sarah White, der er administrerende direktør for Quit Victoria, som er en lobbyvirksomhed mod tobak, fortæller, at passiv rygning kan forårsage astma og give folk, der er holdt op med at ryge, lyst til at begynde igen.

Melbourne er den næstmest befolkede by i Australien og hovedstad i delstaten Victoria.

Victoria forbød rygning på udendørs spisesteder i august 2017.

/ritzau/dpa