Canada: Tobaksselskaber skal betale 81 mia. i erstatning til rygere

En ankedomstol i Canada har stadfæstet en dom mod en række tobaksselskaber, der skal betale omkring 81 milliarder kroner til rygere, fordi de ikke var advaret om sundhedsrisikoen ved rygning.
Skrevet af Ritzau
04. marts 2019 10:37

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Erstatningen vil gå til omkring 100.000 rygere og tidligere rygere i den canadiske provins Quebec, der havde anlagt et stort gruppesøgsmål.

Ifølge gruppen havde tobaksselskaberne siden 1950'erne vidst, at rygning var sundhedsskadeligt og kræftfremkaldende uden at advare forbrugerne om det. Nogle af sagsøgerne har røget siden 1960'erne.

Advokaterne fra den vindende lejr udtrykker stor tilfredshed med afgørelsen, mens tobaksselskaberne mener, at rygerne var klar over, hvad rygning kan gøre ved helbredet.

- Vi er skuffet over dagens afgørelse. De canadiske forbrugere var klar over den risiko, der er forbundet ved tobak. Det burde vi ikke holdes ansvarlige for, siger talsmand Erik Gagnon fra Imperial Tobacco Canada til AFP.