Medie: Klager om sexchikane og diskrimination på Ilisimatusarfik
Der har været 11 klagesager siden 2021 på Ilisimatusarfik i Nuuk. Det skriver Sermitsiaq.AG torsdag.
Universitetet har ifølge en aktindsigt fået et påbud, da det ifølge Arbejdstilsynet ikke har levet op til kravet om at ajourføre deres arbejdspladsvurdering.
Ifølge Sermitsiaq.AG har der blot i 2022 været to sager om afskedigelse af tre ansatte fra et enkelt institut.
Herudover skriver mediet, at der samlet har været 11 sager siden 2021 om blandt andet tre ansatte, som har klaget over en kollega eller leder og en sag om chikane.
Det fremgår desuden, at flere af sagerne handler om sexchikane og diskrimination.
- Jeg ved ikke, om det er meget anderledes i forhold til andre arbejdspladser, udtaler Gitte Adler Reimer, som er rektor på Ilisimatusarfik, da hun bliver adspurgt om omfanget af klager siden 2021.
Helt tilbage i 2020 understregede Gitte Adler Reimer over for alle afdelinger på universitetet, at sexchikane og krænkende adfærd ingen gang har på universitetet. Derfor påpegede hun i en pressemeddelelse, at alle studerende skulle informeres grundigt om, hvad de skulle gøre, hvis de kom i en situation, hvor de følte sig krænket eller sexchikaneret.