Medie: Forsvaret vil sende forstærkninger til Grønland

Ifølge DR sender det danske forsvar en såkaldt forkommando til Grønland. Oplysningerne er ikke bekræftet.
Det danske forsvar sender en forkommando til Grønland, der består af militært materiale og fortropper. Foto © : Johan Nilsson/TT/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
14. januar 2026 10:13

Det danske forsvar sender en forkommando til Grønland, der består af militært materiale og fortropper.

Det erfarer DR.

Ifølge mediet skal forkommandoen gøre klar til at modtage større styrker fra hæren og det øvrige forsvar.

DR har også billeder af et Challenger-fly fra Forsvaret, der landede i Nuuk mandag.

Men DR har ikke kunnet få bekræftet, at flyet har noget med forkommandoen at gøre, og Forsvarskommandoen har ingen kommentarer til historien.

USA har flere gange kritiseret Danmarks forsvar af Grønland.

Tirsdag talte forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) om en større tilstedeværelse militært i Grønland.

- Vi går nu videre med hele spørgsmålet om en mere permanent større tilstedeværelse i Grønland fra dansk forsvar, men også med deltagelse af andre lande, sagde han efter et møde i Det Udenrigspolitiske Nævn.

Mere Nato tilstedeværelse

Herefter nævnte forsvarsministeren, at der i 2026 kommer øvelses- og træningsaktiviteter med andre Nato-lande i Grønland.

Troels Lund Poulsen skal mandag til Bruxelles, hvor han skal tale om situationen i Arktis med Nato-generalsekretær Mark Rutte.

Konflikten mellem USA og Danmark om Grønland kan nå en foreløbig kulmination senere onsdag, hvor udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) er på besøg i Det Hvide Hus.

Sammen med naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Vivian Motzfeldt, skal Løkkes mødes med USA's vicepræsident, J.D. Vance, og USA's udenrigsminister, Marco Rubio.

Emnet er Grønland, og mødet er sat i stand efter dansk-grønlandsk ønske.

Gennem mere end et år har USA og præsident Donald Trump flere gange udtalt, at USA ønsker kontrol over Grønland af hensyn til national sikkerhed.

Det er gang på gang blevet afvist af Danmark og Grønland.

Arktisk Kommando, der varetager Forsvarets opgaver i og omkring Grønland og har hovedsæde i Nuuk, har i dag cirka 150 medarbejdere fordelt på stabsfunktioner, logistik og faste installationer.

Derudover råder Arktisk Kommando blandt andet over inspektionsskibe, fly, helikoptere og slædepatruljen Sirius.

/ritzau/