Medie: FN-fødevareprogram lukker kontor i det sydlige Afrika

FN's Verdensfødevareprogram (WFP), som i vid udstrækning bliver finansieret af USA, lukker sit regionale kontor for det sydlige Afrika.
Det skriver nyhedsbureauet Bloomberg ifølge Reuters.
Beslutningen blev meddelt WFP-ansatte rundt om i verden i en e-mail, som WFP's globale direktør sendte ud fredag.
- Vi er nået frem til den svære beslutning at lukke WFP's regionale kontor for det sydlige Afrika i Johannesburg, lyder det ifølge Bloomberg i mailen.
En unavngiven kommunikationsmedarbejder på kontoret i den sydafrikanske storby bekræfter oplysningen over for Reuters.
Vedkommende svarer ikke på spørgsmål om, hvad årsagen til lukningen er.
Det er derfor uklart, om det har at gøre med de omfattende nedskæringer, som USA's præsident, Donald Trump, har beordret gennemført inden for udviklingsbistand.
Kort efter sin indsættelse i januar underskrev Trump et præsidentielt dekret om at sætte økonomiske bidrag fra USA's agentur for udviklingsbistand, USAID, til udlandet på pause i 90 dage.
I den periode skal det undersøges, om fordelingen af bistand er på linje med hans udenrigspolitik.
I sidste uge meddelte USA's udenrigsministerium, at man vil spare 92 procent af budgettet for den fremtidige udviklingsbistand. Det er i alt 54 milliarder dollar svarende til 384,6 milliarder kroner.
Det sydlige Afrika mærker stadig konsekvenserne af den værste tørkeperiode i årevis.
Det har fået flere lande i regionen til at erklære katastrofetilstand. Det gælder blandt andet Malawi, Zambia, Zimbabwe og Namibia.
WFP har givet både mad og økonomisk hjælp i form af kontanter til millioner af berørte afrikanere.
Målet er at nå ud til flere end 7,2 millioner mennesker inden udgangen af marts, fremgår det af WFP's hjemmeside.