Medie: 64-årig mand er død i arbejdsulykke

Manden faldt 10 meter ned i en lagerhal og døde af sine kvæstelser, skriver Sermitsiaq.AG.
Endnu en person er død i arbejdsulykke i Nuuk. Foto © : Pressefoto/Rigspolitiet
07. september 2022 18:24

En tredje person er død i en arbejdsulykke i Nuuk i år. Det bekræfter Grønlands Politi til Sermitsiaq.AG. 

En 64-årig flyttemand faldt 10 meter ned fra en lift i Usisaats lagerhal i Nuuk. Han døde af sine kvæstelser.

- Vi har været på stedet og talt med personalet på skadestuen, siger vagtchef ved Grønlands Politi Jens Rønberg til Sermitsiaq.AG.

I august omkom en person, som arbejdede ved et byggefirma i Nuuk efter et fald fra et stillads.

LÆS OGSÅ Person omkommet efter endnu en stilladsulykke i Nuuk

Og få måneder forinden omkom en 60-årig mand også i en arbejdsulykke, efter han faldt ned fra et stillads på en byggeplads i Nuuk.