Saligaatsoq: Medarbejdere bliver igen sendt på skraldejagt

Torsdag skal der igen ryddes op på gader og stræder i Nuuk og Maniitsoq. I forvejen har flere andre byer været i gang med at samle skrald i forbindelse med Saligaatsoq - virksomhedernes oprydningsdag.
Foto © : KNR
Skrevet af Kenneth Elkjær
14. juni 2018 10:52

Fra klokken 13.30 vil medarbejdere fra virksomheder i de to byer forlade deres arbejde for i stedet at tage skraldesække med sig ud på gaderne, hvor der skal samles skrald til den store guldmedalje i forbindelse med projektet Saligaatsoq. 

Bag arrangementet står CSR Greenland, som er en forening af virksomheder, der arbejder sammen om at tage samfundsansvar som virksomheder. 

LÆS OGSÅ Kommuner vil tage skraldet sammen

Saligaatsoq har kørt de seneste otte år. Først i Nuuk, men i de senere år er flere og flere byer kommet med. I år er der allerede blevet samlet skrald i Ilulissat og Sisimiut, torsdag bliver der samlet affald i Maniitsoq og Nuuk og lørdag er det virksomhederne i Aasiaat, der skal befri fortove, grøfte og gader for skrald og affald, der er dukket frem i takt med, at sneen er smeltet. 

Torsdag bliver skraldeindsamlingen dog udfordret af dårligt vejr i både Nuuk og Maniitsoq, hvor vejrudsigten begge steder byder på nedbør og vind. 

På Saligaatsoqs Facebookside kan du nominere din kollega til prisen som årets 'Gyldne Opsamler'. Vinderen bliver kåret fredag klokken 12. 

LÆS OGSÅ Skraldet hober sig op i statistikkerne

LÆS OGSÅ Minna har samlet skrald i 50 år