Kommuner vil tage skraldet sammen

En løsning på landets skraldeproblem kan være, at man i fremtiden opfører et stort forbrændingsanlæg i Nuuk, som skal håndtere affaldet fra hele landet.
Foto © : Mads Pedersen/KNR
Skrevet af Jonas Fievé
17. maj 2018 06:57

De nuværende forbrændingsanlæg rundt omkring i landet er gamle og utidssvarende, og fungerer derfor ikke optimalt.

- Det har vi set som et problem igennem mange år. Nu er kommunerne i hvert fald enige om, at nu må vi sætte os sammen og prøve at se, om vi kan kigge på det som en samlet løsning, siger drift og miljøchef i Kommuneqarfik Sermersooq, Frank Rasmussen.

LÆS OGSÅ Manglende affaldshåndtering i bygderne

Skraldet skal samles færre steder

Derfor mødes repræsentanter fra fire af landets kommuner i disse dage i Nuuk, hvor man vil arbejde på en fælles anbefaling til Selvstyret.  

Ifølge Frank Rasmussen handler det om, at man i fremtiden skal satse på få men større anlæg, som både er mere effektive og dermed også bedre for miljøet.

- Men om det hedder et, to eller måske tre centrale anlæg, det er der ikke helt klarhed over i dag, men hvis man spørger mig helt personligt, så mener jeg at et stort anlæg er det rigtige, men man kunne forestille sig at to mellemstore anlæg kunne være dækkende for Grønland, siger han.

LÆS OGSÅ Skraldet sejler fra byer og bygder i Sermersooq

Vil beholde skraldet i Grønland

Tidligere han man undersøgt muligheden for at sende affald til forbrænding i Danmark, men ifølge drift og miljøchef i Kommuneqarfik Sermersooq er der tale om en begrænset og dyr løsning.

Desuden kan det være en fordel at beholde skraldeafbrændingen her i landet, da der ifølge Frank Rasmussen er penge i at brænde affald. 

- Så længe vi kan afbrænde affaldet her på moderne forbrændingsanlæg, så producerer vi også en masse energi, og den energi har faktisk en værdi, som kan være med til at betale for noget af denne her behandling, siger drift og miljøchef i Kommuneqarfik Sermersooq.