Martha Lund Olsen udskyder sit lovforslag

Den seneste tid har der været meget kritik af et lovforslag, der vil kunne suspendere en kommunes sociale område i tilfælde af kommunal svigt, for eksempel i børnesager. Kritikken får nu den ansvarlige naalakkersuisoq, Martha Lund Olsen, til at udskyde behandlingen af sit lovforslag.
Foto © : KNR
Skrevet af Inge S. Rasmussen
04. marts 2016 12:00

- Jeg finder det vigtigt, at vi lytter til kritikken og gennemfører en uvildig juridisk gennemgang af lovforslaget, inden vi fortsætter vores arbejde, udtaler Martha Lund Olsen i en pressemeddelelse fredag.

Hendes beslutning om at sparke lovforslaget til hjørne kommer efter kraftig kritik fra kommuneforeningen KANUKOKA og Kommuneqarfik Sermersooq, der mener at lovforslaget er et alvorligt angreb på det kommunale selvstyre.

Læs også Martha Lund Olsen: Samarbejde før tvang

Martha Lund Olsen forklarer, at lovforslaget om socialvæsnet skal ses om en reaktion på de svigt i kommunerne som det sociale tilsyn observerede sidste år. Lovforslaget ville give Naalakkersuisut bedre mulighed for at gribe ind.

Som lovgivningen er i dag, har Naalakkersuisut ikke mulighed for at gribe inde, når en kommune for eksempel undlader at handle på underretninger om alvorlige overgreb mod børn. Det er det forhold, som lovforslaget har til hensigt at imødegå, påpeger Martha Lund Olsen.

- Vi må gå ud fra, at de svigt, der er konstateret, for flere af de berørte børn har betydet, at de reelt er blevet frataget deres rettigheder og deres muligheder for uddannelse og et godt voksenliv. Det kan vi ganske enkelt ikke leve med som samfund, siger hun.

Læs også Martha Lund Olsen: Socialområdet stadig kommunernes ansvar

Martha Lund Olsen oplyser, at hendes departementet snarest begynder på en uvildig juridisk gennemgang af lovforslaget. Når det er klart, vil hun fremsætte lovforslaget.

Selv om kommunerne stritter imod, bakker både børnetalsmanden og Meeqqat Ikiortigit - Red Barnet i Grønland - op om lovforslaget fra Naalakkersuisut.

Læs også KANUKOKA afviser lovforslag