MAPI-formand: Børn prostituerer sig for at ryge hash
Præcisering: Det har tidligere stået i artiklen, at Grønlands Politi har nægtet at udtale sig om den konkrete sag. Det er ikke helt korrekt. Ifølge vicepolitiinspektør Jan Geisler har politiet ikke flere bemærkninger til sagen om børneprosititutionsnetværket, end at "de ikke helt kan genkende fremstillingen fra kommunen". Hvad det præcist er, som politiet ikke kan genkende, har ordensmagten ikke ønsket at præcisere.
I går meddelte Qeqqata Kommunia i en pressemeddelelse, at der er optrevlet et børneprostitutionsnetværk i Sisimiut.
KNR har hele dagen i dag forsøgt at få fat på politikere i Qeqqata Kommunia. Og vi har talt med velfærdsdirektør Paneeraq Olsen. Kun en enkelt ønskede at udtale sig om sagen, og det er Juliane Enoksen, som er formand for velfærdsudvalget.
Hun mener, at det er godt, at sagen nu bliver belyst.
- Selvom det er trist, er det godt, at det nu er blevet dokumenteret, så vi kan arbejde på at få det stoppet, siger hun.
Det har ikke været muligt for KNR at få at vide, hvad det specifikt er for et netværk af børneprostituerede, der ifølge kommunen er i byen.
Men vi har også talt med Laila Berthelsen, der er formand for foreningen MAPI, der arbejder med børnesager. Og hun genkender, at der er børn, der prostituerer sig i Sisimiut.
Der er tale om børn på ned til 15 år, der er anbragt på institutioner. De prostituerer sig primært for hash.
Og ifølge Laila Berthelsen ved de forskellige institutioner det godt, men gør ikke noget ved det.
- Institutionerne ved det godt. Børnene får lov til at skeje ud om natten, og så siger institutionerne, at de ikke kan gøre noget, når de har ringet til politiet, og børnene bliver eftersøgt, hvis ikke de selv kommer hjem.
- Det er børn helt ned til otteårsalderen, der er med til at være natteravne sammen med andre institutionsbørn. På den måde bliver de introduceret til det kriminelle miljø, men det er ikke dem, der prostituerer sig, siger Laila Berthelsen.
Problem flere steder
Ifølge Laila Berthelsen er det ikke kun i Qeqqata Kommunia, det er et problem, at institutionsbørn har sex for hash.
- Det er galt i alle anbringelseskommuner. Det foregår i alle byer. Især i byer med flere anbringelsessteder, siger hun til KNR.
- Når de ikke har råd til at skaffe den hash, de gerne vil have, bliver de nødt til at prostituere sig.
Ifølge Laila Berthelsen er hun selv blevet kontaktet af tidligere anbragte børn i Sisimiut, der beretter, hvad der foregår i byen.