Journalistformand: Manglende visioner hos KNR-ledelse udmagrer nyhedsdækningen

KNR risikerer at ende i en ond spiral, når ledelsen skærer ned på nyhederne i stedet for at løse medarbejdermanglen, mener frustreret formand for Dansk Journalistforbund.
- Det er frustrerende, at der ikke er flere visioner for, hvordan man vil løse den her krise, lyder det fra Tine Johansen, formand for Dansk Journalistforbund. Foto © : Benita Marcussen
Skrevet af Thor Bill
09. november 2023 17:14

- Jeg tænker, det er en meget kritisk situation. Ikke udelukkende for KNR og de ansatte, men for det grønlandske samfund og demokrati.

Således beskriver formanden for Dansk Journalistforbund, Tine Johansen, den nuværende situation på KNR, efter at mediehusets ledelse tidligere på ugen meldte om nye nedskæringer på nyhedsdækningen på grund af medarbejdermangel.

Helt konkret vil der resten af året blive skrevet færre artikler, Qanorooq er blevet forkortet i sendetid, og 18-radioavisen er ikke længere direkte, men bliver sendt som en genudsendelse.  

Og det vækker altså kritik fra journalistformanden.

- At have stærke medier er jo en vigtig del af demokratiet. Altså at befolkningen kan holde sig orienteret om, hvad der foregår, og at man klæder folk på til at være en del af demokratiet. Af den grund synes jeg også, at det er meget alvorligt, det der sker lige nu, siger hun.

Særligt på grund af landets størrelse er det vigtig med et solidt journalistisk fundament, mener hun.

- Grønland er et lille land befolkningsmæssigt, men I er jo spredt på meget store afstande. Derfor er det meget vigtigt med stærke medier, for det giver mulighed for at orientere sig i samfundet og verden. Man kan sidde på afstand og få informationer om, hvad der foregår.

En ond spiral

De seneste nedskæringer i nyhedsproduktionen skyldes i høj grad, at der mangler grønlandsktalende journalister på redaktionen.

Eksempelvis er Radioavisen normeret til syv grønlandske journalister, men der er dog lige nu kun ansat tre. Samtidig har KNR i øjeblikket opslået syv ledige stillinger i nyhedsafdelingen i alt. 

Og personalemanglen går både ud over nyhedsdækningen og muligheden for at tiltrække nye journalister til KNR, mener Tine Johansen.

- Der er ingen tvivl om, at de tilbageværende medarbejdere i KNR jo skal løbe hurtigere. Og de skal levere et tyndere produkt, fordi man udmagrer nyhedsdækningen, siger hun og fortsætter.

- Det kan risikere at blive en ond spiral, man er kommet ind i. Fordi jo stærkere medarbejderne skal løbe, og jo dårligere et produkt de skal levere, jo sværere er det også at fastholde arbejdskraften.

 Visionsløst og frustrerende

Selvom problemerne altså er store, er der ikke nogen holdbar løsning i sigte.

Både KNR’s direktør, Annga Lynge, og bestyrelsesformand, Mette Steenholdt, har nemlig i ugens løb meldt ud, at de ikke ved, hvordan de skal løse den akutte medarbejdermangel.

Og det er frustrerende, mener formanden for Dansk Journalistforbund.

- Jeg tænker, der overordnet set mangler nogle visioner for medieområdet i Grønland. Både fra politisk hold og også fra KNR’s ledelse. Man kan ikke blive ved med bare at køre grønthøsteren hen over nyhedsdækningen. På et tidspunkt vil det vil være så tynd en nyhedsdækning, at kvaliteten daler.

KNR's direktør Annga Lynge har ingen konkrete bud på, hvordan den akutte medarbejdermangel skal løses. Foto © : Johansinnguaq Olsen, KNR

Annga Lynge har kun siddet i direktørstolen i KNR i lidt over to måneder, men det er ingen undskyldning for ikke at kende til problemet – eller for at mangle løsningsforslag, mener Tine Johansen.

- Det er ikke et nyt problem det her. Det er taget til i styrke over tid, men det har jo været kendt længe, at KNR har problemer med at rekruttere og fastholde. Derfor synes jeg, det er frustrerende at følge med i, at der ikke er flere visioner for, hvordan man vil løse den her krise, siger hun.

Tine Johansen oplyser samtidig, at Dansk Journalistforbund sammen med medieforbundet i Grønland, Tusagassiuinermi Sulisut Peqatigiiffiat (TP) har været i kontakt med selvstyret flere gange for at efterlyse bedre vilkår.