For mange byggerier kan koste og forsinke
Hvis man begynder lufthavnsbyggerierne og Nuuks bydudviklingsprojekt og almindelig mindre projekter samtidig, så kan der komme mangel på arbejdskraft i byggeriet, siger konsulent i Nationalbanken, Anders Møller Christensen.
- Så kræver det jo, at der kommer flere håndværkere til og de vil jo kræve en bedre løn end den de er vant til for at flytte sig, siger han.
Og det kan betyde, at byggerierne bliver dyrere.
LÆS OGSÅ Nationalbanken er bekymret for Grønlands økonomi
Preben Kold Larsen, der er direktør for Permagreen og formand for Grønlands Erhvervs brancheudvalg for bygningshåndværkere, mener ikke at arbejdskraften nødvendigvis bliver dyrere.
Men han er enig i, at der vil være behov for mere og anderledes arbejdskraft end der er til rådighed, hvis man begynder de store projekter som lufthavnene og Siorarsiorfik samtidig.
Og er behovet for stort, så kan det gå ud over byggeriernes tidsplaner, fordi man må vente på arbejdskraften.
LÆS OGSÅ GE: Byggeriet skal planlægges bedre
- Hvis der opstår en flaskehals i forhold til at skaffe den nødvendige arbejdskraft, så bliver byggerierne forsinkede, siger han til KNR.
Han opfordrer derfor til, at politikerne ser på de restriktioner, der er på at få arbejdskraft udefra, så der bliver bedre muligheder for at få den arbejdskraft, der er brug for, når den herboende ikke er nok.
- Når man kan få den arbejdskraft, der er brug for så undgår man at projekterne forsinkes eller bliver dyrere fordi lønningerne presses op, siger Preben Kold Larsen.
LÆS OGSÅ Vi skal bruge bedre tal for arbejdsløse
I januar meldte GE og SIK desuden ud, at der er flere byer, hvor der reelt ikke er nogen arbejdsløse, fordi det er meget få af de arbejdsløse der faktisk er i stand til at tage et arbejde. Det gælder blandt andet for Nuuk, Paamiut og Maniitsoq, lød det i GEs egne undersøgelser.
I forbindelse med de kommende store projekter peger Preben Kold Larsen på, at det er positivt, at Kommuneqarfik Sermersooq har valgt at sprede Siorarsiorfik-projektet mere ud end først planlagt. Det lægger nemlig mindre pres på byggeriet end hvis det hele skal bygges på en gang.