Lufthavnsansatte i Kangerlussuaq undgår fyringer: Vi er lettede

Der vil komme en udmelding til alle ansatte i slutningen af måneden, lyder det fra administrende direktør i Air Greenland.
air greenland
- Selvsagt håber vi allesammen på at have trygge arbejdsforhold. Mange af vores pårørende bor også her i Kangerlussuaq, siger tillidsmand Pele Knud Mathiessen. Foto © : KNR, Anton Gundersen Lihn
11. maj 2020 06:03

Der er glæde at spore hos Air Greenlands lufthavnsansatte i Kangerlussuaq.

Pele Knud Mathiessen og hans kolleger arbejder til daglig med at læsse bagage og klargøre fly og landingsbane. Som tillidsmand sad han i onsdags med til et møde, hvor det blev meldt ud, at der ikke ville være fyringer hos de ansatte i lufthavnen.  

- Vi er allesammen lettede. Jeg skal give mine kolleger besked. Lige nu er de i gang med at læsse to Dash-8'ere, fortalte Pele Knud Mathiessen, da han talte med KNR.

Reaktionen kommer efter, at Air Greenland meddelte, at selskabet er nødsaget til at nedlægge mellem 75 og 100 stillinger. Virksomheden er som resten af flybranchen hårdt ramt af coronakrisen, der har lukket landegrænser og tvunget flyene til at blive på jorden.

LÆS OGSÅ Air Greenland i fyringsrunde: Her bliver der nedlagt stillinger

Ifølge Pele Knud Mathiessen er der præcis det antal stationsansatte i Kangerlussuaq, som Air Greenland har brug for.

Det vil derfor kun være nødvendigt med et ansættelsesstop, og dermed kan fyringer undgåes. 

De lufthavnsansatte havde dog inden mødet lavet en handleplan for, hvordan krisen skulle tackles, og hvor mange ansatte, der var brug for. 

- Vi havde naturligvis set den (fyringsrunden red.) komme, fordi COVID-19 på alle måder har påvirket verdenssamfundet. Vi har derfor været forberedt på, at det kunne ske når som helst. Men vi har forsøgt at minimere risikoen for, at det skulle ske, siger Pele Knud Mathiessen.

Et overblik i slutningen af maj

Air Greenland er lige nu i gang med at undersøge, hvordan man bedst kan gennemføre afskedigelserne. 

Det er tidligere blevet meldt ud, at virksomheden går efter at lave en ligelig fordeling mellem nedlæggelser af arbejdspladser i administrationen og i produktionen, der dækker over de ansatte på fly og i lufthavne. 

Ifølge Air Greenland burde man have et overblik over de nødvendige afskedigelser i slutningen af maj. 

LÆS OGSÅ Air Greenland nedlægger 75-100 stillinger

Den administrende direktør, Jacob Nitter Sørensen, forklarer, at man særligt vil se nedskæringer hos de produktionsansatte, der har med Airbus og Dash-8 fly at gøre. I administrationen vil nedskæringerne være ‘over hele linjen’. 

- Det er sørgerligt. Air Greenland er som en familie, og mange har arbejdet her længe, så det er en vanskelig situation. Vi er i samarbejde med medarbejdere, ledere og faglige organisationer, for at gøre det her, så skånsomt som muligt.

-  Når vi har holdt møder i de forskellige afdelinger, så vil vi komme med en samlet besked til alle de ansatte, siger Jacob Nitter Sørensen til KNR. 

Lidt håb for fremtiden

I Kangerlussuaq håber Pele Knud Mathiessen og hans kolleger, at tingene vil begynde at lysne i fremtiden.

- Selvsagt håber vi allesammen på at have trygge arbejdsforhold. Mange af vores pårørende bor også her i Kangerlussuaq. Min familie bor også her i Kangerlussuaq. Vi vil ikke leve i usikkerhed, siger Pele Knud Mathiessen.

KNR har forsøgt at få en kommentar fra medarbejderforeningerne for stewardesser og piloter.

Ingen har dog ønsket at kommentere den varslede fyringsrunde.