Anklageskrift: Mand tiltalt for voldtægt af barn og trusler på livet

I dag begynder retssagen mod en mand, som er tiltalt for voldtægt af en mindreårig. Pigen fik foretaget en abort som følge af voldtægten.
Manden er tiltalt for gentagende voldtægter af en pige over en treårig periode. Manden er også tiltalt for trusler på livet. Foto © : Dorthea Reimer-Johansen
Skrevet af Teitur Larsen
10. august 2023 08:01

Klokken 13 i dag begynder en voldtægts- og trusselssag i Qaasuitsoq Kredsret i Aasiaat.

En mand er tiltalt for ved vold, trusler og med sin fysiske overlegenhed at have voldtaget en pige, fra hun var 12 til 15 år. Manden har kortvarigt været stedfar til pigen.

En af voldtægterne skulle ifølge anklageskriftet have medført, at pigen blev gravid og efterfølgende fik foretaget en abort på Aasiaat Sygehus, det år hun fyldte 14.

Voldtægterne og truslerne skulle være sket flere gange på ukendte tidspunkter i både Aasiaat og Qaqortoq i årene 2006 til 2009.

Trusler på livet

Derudover er manden tiltalt for i samme periode at have truet pigen på livet. Han skulle ifølge anklageskriftet have udtalt, at han ”ville slå pigens familie ihjel, hvis hun omtalte voldtægten til andre”.

Anklagemyndigheden ønsker en ubetinget anstaltanbringelse i tre år og seks måneder. Derudover ønsker anklagemyndigheden en godtgørelse på 100.000 kroner til pigen.