Retssag: Mand havde en af de største mængder kokain fundet i Grønland i endetarmen
I dag begynder en tilståelsessag i Sermersooq Kredsret i Nuuk, hvor en 37-årig mand er tiltalt for at forsøge at smugle 157 gram kokain ind i Grønland. Kokain, som han havde stoppet op i endetarmen.
Ifølge anklagseskriftet blev manden anholdt den 3. maj ved Kangerlussuaq Lufthavn i forbindelse med indrejse til Grønland fra Danmark.
Politikommissær i Grønlands Politi, Malik Sandgreen, der også er sektionsleder i efterforskningssektionen, siger til KNR:
- I grønlandsk kontekst er det uden tvivl en af de største mængder, vi kender til - muligvis den største.
I anklageskriftet vurderes det, at smuglingen var med henblik på videresalg i Grønland.
Højt antal af bodypackere
Smugling af narkotika kostede tre mænd livet sidste år.
Ifølge politiet blev 62 personer anholdt for at smugle narkotika i kroppen i 2022. Tallene er dog behæftet med usikkerhed, da de beror på en manuel gennemgang.
Sidste år blev der anholdt tre gange så mange for at smugle narko ind i landet sammenlignet med 2021. Her blev langt størstedelen taget i at smugle hash.
Selvom retssagen i dag vedrører fund af et af de største mængder af kokain nogensinde herhjemme, så er det ikke politiets opfattelse, at hårde euforiserende stoffer såsom kokain udgør en stigende andel af de narkorelaterede sager.
- Men det er klart, at det er noget, vi er opmærksomme på, siger Malik Sandgreen.
Fokus på narkorelateret kriminalitet
Sidste år beslaglagde Grønlands Politi 129,7 kilo hash. Det er en stigning på 33 procent - altså en tredjedel - sammenlignet med 2021.
Om stigningen skyldes, at der smugles mere narko til Grønland, eller om politiet er bedre til at fange smuglerne, er ikke sikkert. Det er dog politiets opfattelse, at stigningen skyldes sidstnævnte.
- Generelt har vi et fokus på narkotikarelateret kriminalitet, hvor vi foretager indsatser både på gadeplan samt større efterforskninger. Desuden har vi en øget opmærksomhed på mistænkelige rejse- og adfærdsmønstre i tæt sammen med toldmyndigheden, siger Malik Sandgreen.
Retssagen mod den 37-årige mand starter klokken 13. Anklagemyndigheden ønsker en ubetinget anstaltanbringelse på fire år.