Mand fundet skyldig i vold og voldtægt

Tidligere i denne uge faldt der dom i en sag om vold og voldtægt. Gerningsmanden blev kendt skyldig, men har anket til Landsretten.
En 36-årig mand er blevet kendt skyldig i vold og voldtægt. Foto © : KNR / Christine Hyldal
31. maj 2024 15:52

En sag om vold og voldtægt har været for retten ved Sermersooq Kredsret.

Sagen startede torsdag i sidste uge - altså 23. maj - men der faldt først dom i sagen i onsdags 29. maj.

Og her blev gerningsmanden kendt skyldig i de to groveste forhold i anklageskriftet mod ham om vold og voldtægt. Det oplyser politiets anklager i sagen i et skrifteligt svar til KNR.

Tiltalte blev dømt skyldig i de to groveste forhold, som var voldtægt med brug af trusler, kvælertag og kniv samt et andet groft voldsforhold. Han blev idømt 2 års anstaltsanbringelse, skriver anklageren fra Grønlands Politi.

Den 36-årige gerningsmand truede kvinden med kniv og udtalte under voldtægten noget i retning af ‘skrig ikke, eller jeg dræber dig’, og ‘hvis du siger det til din kæreste, så skyder jeg ham’, viser anklageskriftet mod ham.

Anket til Landsretten

Dommen på de to års anstaltsanbringelse blev anket på stedet af den nu dømte mands forsvarsadvokat. Derfor skal sagen nu også i Landsretten, men indtil det skal ske - og det er der ikke sat dato på endnu - er manden tilbageholdt af politiet, skriver anklageren i et skrifteligt svar.

Jeg noterer mig med tilfredshed, at kredsretten deler anklagemyndighedens opfattelse af skyldsspørgsmålet i hovedforholdene (de to forhold, som manden er blevet dømt i red.) og imødeser nu, at sagen skal køre i Landsretten, skriver anklageren.

Udover de to forhold om henholdsvis vold og voldtægt var manden også tiltalt for databedrageri og to forhold om tingsbeskadigelse.