Mand fra Ittoqqortoormiit får betinget dom for at skyde med riffel i entréen

En 36-årig mand fra Ittoqqortoormiit er i dag ved Grønlands Landsret blevet idømt 14 dages betinget anstaltsanbringelse, fordi han skød med sin riffel i entréen i sit hus.
Helt konkret er det nu ulovligt at skyde med rifler, jagtgeværer, luftbøsser eller andre håndvåben inden for en afstand af 500 meter fra bebyggede områder. Foto © : KNR / Malik Brøns
Skrevet af Christine Hyldal
29. januar 2024 14:54

En 36-årig mand fra Ittoqqortoormiit er blevet idømt 14 dage betinget anbringelse i anstalten.

Det er han, fordi han har skudt med en riffel i sin egen entré. Skyderiet skete i december 2022, skriver Grønlands Politi i en pressemeddelelse. 

Ifølge politiet er det første gang, at Landsretten tager stilling til en ny bestemmelse i kriminalloven. Det er en bestemmelse, der har gjort det "uretmæssigt" (altså  ulovligt) at skyde med våben i bebyggede områder i Grønland. 

Bestemmelsen i loven er fra 1. juli 2022. Helt konkret gør den det nu ulovligt at skyde med rifler, jagtgeværer, luftbøsser eller andre håndvåben inden for en afstand af 500 meter fra bebyggede områder, meddeler politiet. 

- Den nye bestemmelse i kriminalloven markerer, at når man skyder med våben i bebyggede områder, så er det så farligt, at det hører hjemme i kriminalloven, siger anklager Alexander Stürup i pressemeddelelsen.

Skyde isbjørn i selvforsvar

Tidligere var skydning i bebyggede områder reguleret i politivedtægter og gav kun en bøde på 3.000 kroner.

- Jeg er rigtigt tilfreds med, at Landsretten er enig med os i, at det her ikke er en bødesag, men er noget, der mindst bør give betinget anstaltsanbringelse, siger anklageren.

Politiet kan give særlige tilladelser til konkurrenceskydning og lignende. Det vil også være lovligt eksempelvis at skyde en isbjørn i selvforsvar, selvom det sker i et bebygget område. 

Enkeltstående hytter eller mindre klynger af hytter eller shelters, hvorfra man går på jagt, er heller ikke omfattet af bestemmelsen, skriver politiet i pressemeddelelsen.