Mand dømt i kredsretten for blufærdighedskrænkelse, men sagen er måske ikke slut her
Fredag faldt der dom i en sag om voldtægt, blufærdighedskrænkelse og besiddelse af børneporno.
Sagen kørte i Sermersooq Kredsret i Nuuk.
En 22-årig mand fra Tasiilaq er blevet dømt til to år og seks måneders anbringelse i anstalten, oplyser specialanklager i sagen Morten Grimm Hvergel.
Og det er en dom, som han er overrasket over, fortæller han.
- Jeg er overrasket over den afgørelse, som retten har truffet, og jeg er også overrasket over de forhold, han er blevet frifundet i, siger han.
Anklagemyndigheden argumenterede for, at den tiltalte skulle have fire års anbringelse i anstalten, og derfor kommer rettens afgørelse bag på ham. Anklagemyndigheden har derfor nu bedt om to ugers betænkningstid, fortæller han.
Det samme har forsvaren og tiltalte.
- Når vi rejser en tiltale som den her, så er det selvfølgelig alvorligt, og derfor gør vi os også nogle tanker om, hvad det er vi rejser tiltale for. Det er også vores opgave at sørge for, at når vi rejser tiltale, er det fordi vi mener, beviserne er der.
- Så når vi har valgt at tage de to ugers betænkningstid, så er det for at vurdere, om den her sag skal ankes til Landsretten fra vores side. Og med det jeg hørte i retten, så hælder jeg umiddelbart til det, siger Morten Grimm Hvergel.
Anklageren understreger dog, at han ikke træffer en endelig afgørelse, før han har haft mulighed for at læse rettens domsbog.
- Men der er ikke nogen tvivl om, at vi overvejer kraftigt, hvorvidt den her sag skal ankes til Landsretten.
Sagen handler kort fortalt om blandt andet voldtægt af børn under 12 år. I alt er han anklaget for otte forhold, hvoraf de seks af anklagepunkterne har enten voldtægt, blufærdighedskrænkelse og- eller besiddelse af børneporno som omdrejningspunkt.
Ifølge anklageskriftet er der tale om fire forskellige piger i alderen otte til 14 år på gerningstidspunkterne, der løber fra 2015 eller 2016 til marts 2023.
Frifundet i flere tiltaler
I tre af anklagepunkterne er der tale om den samme forurettede, fortæller anklageren.
Ud af de i alt otte anklagepunkter, har kredsretten fundet den 22-årige skyldig i to forhold om blufærdighedskrænkelse. I resten af anklagerne er han enten blevet frifundet eller fundet delvis skyldig. Derfor endte dommen med at være mildere, end anklagemyndigheden havde påstået, fortæller Morten Grimm Hvergel.
Det samme gør sig gældende i påstanden om erstatning. Her havde anklageren samlet krævet en erstatning på 144.000 kroner, men Sermersooq Kredsret besluttede, at den dømte skal betale i alt 82.000 i erstatning til de forurettede.
Hvorvidt sagen skal for Landsretten bliver afgjort 13. oktober, når de to ugers betænkningstid udløber.