Mand bag maskeret røveri er stadig efterlyst

Politiet mangler stadig både vidner og gerningsmand til et maskeret røveri lørdag aften i Qaqortoq.
Efter et røveri i Qaqortoq i weekenden er politiet stadig på jagt efter gerningsmanden. Foto © : KNR / Malik Brøns
05. februar 2024 12:21

Lørdag aften truede en maskeret mand personalet i Brugseneeraq i Qaqortoq med en kniv og fik udleveret et ukendt pengebeløb.

Politiet har i weekenden ledt efter gerningsmanden, men stadig uden held.

- Vi mangler stadig vidner, og vi har ikke en gerningsmand i sagen, siger vagtchef ved Grønlands Politi Preben Kleist.

Derfor opfordrer han borgere, der har viden om hændelsen eller gerningsmandens identitet til at henvende sig til politiet.

Videoovervågning frigives

Gerningsmanden, som politiet er på udkig efter, er 160 til 170 centimeter høj, bar hvid maske under røveriet, havde sort jakke på med noget, der ligner hvid maling, sorte bukser og en hættetrøje.

- Vi har videoovervågning på sagen, som vi vil frigive til offentligheden, hvis ikke der er andre muligheder, fortæller vagtchefen.

Hvis du sidder inde med oplysninger, der kan hjælpe politiet videre, kan du ringe til politiet i Qaqortoq 70 11 22 eller til Grønlands Politi på 70 14 48.