- Man får lyst til at sige til folk: Følg coronareglerne! Vi er et lille samfund

En smittet i Aasiaat overholdt ikke coronareglerne, og derfor kan han eller hun have smittet andre. - Det gør mig vred, siger Tina Lange Olsen, der bor i byen.
Tina Lange Olsen bor i Aasiaat. Foto © : KNR
Skrevet af Christine Hyldal
23. oktober 2020 16:26

De har oplevet det før i Aasiaat: At der har været coronasmitte i byen.

Det var i maj, og nu er den der igen.

Ligesom første gang er den smittede kommet ind i landet med corona i kroppen på trods af, at man skal aflevere en negativ test for overhovedet at komme på flyet i København.

I går kom det så frem, at den smittede ikke har overholdt reglen om ikke at blande sig med andre mennesker under den fem dage lange karantæne. 

Foto © : KNR

Den smittede blev retestet på sygehuset i Aasiaat. Foto: KNR

 

Vedkommende havde haft besøg – og gæsten tog derefter til Nuuk med en delegation, der holdt møde med Inatsisartuts finansudvalg onsdag eftermiddag. Derefter viste det sig, at den smittede i Aasiaat fik et positivt svar på sin coronatest. Derfor røg hele Finansudvalget i hjemmekarantæne onsdag aften. 

Også 80 elever på teknisk skole i Sisimiut røg hjem fredag. En af eleverne havde nemlig haft tæt kontakt til den smittede. 

LÆS OGSÅ Konsekvenser for overtrædelse af coronaregler: Bøder på 3-4000 kroner

Og den historie er de godt trætte af på gaden i Aasiaat.

- Det gør mig vred, fordi den smittedes handlinger rammer andre, som ikke har gjort noget galt. Pludselig kan der være smitte mange steder, og man får lyst til at sige til folk: Følg reglerne, vi er et lille samfund, og vi er nødt til at passe på hinanden, siger Tina Lange Olsen til KNR. 

- Det får mig til at tænke på, at vi skal passe bedre på, selv om det er blevet til en vane at vaske hænder grundigt og spritte af. 

Foto © : KNR

Alfred Brandt. Foto: KNR

 

Alfred Brandt er heller ikke imponeret over, at den smittede ikke overholdt reglerne om karantæne.

- Vi skal passe på. Det vores allesammens ansvar at passe godt på hinanden, siger han.

LÆS OGSÅ Overblik: Status på coronavirus i Grønland

Ved middagstid fredag kom det frem, at den person, der var rejst til Nuuk efter at have været i kontakt med den smittede i Aasiaat, ikke er smittet med corona. 

Derfor fik Finansudvalget lov til at komme ud af deres hjemmekarantæne. Også de hjemsendte elever på den tekniske skole i Sisimiut skal møde til undervisning igen på mandag.