Malu Ravn fra Qaqortoq trådte af på naturens vegne og vinder Ujarassiorit og 55.000 kroner
Malu Ravn fra Qaqortoq har vundet 55.000 skattefrie kroner.
Hun har nemlig vundet den årlige mineraljagt Ujarassiorit 2022 for amatørgeologer. Sidste år blev der sendt 248 stenprøver ind til Selvstyret.
28 af dem viste tegn på, at de indeholdt metal, og dem har dommerkomitéen nu analyseret. Og dommerne er altså blevet enige om, at Malu Ravn fra Qaqortoq skal have førstepræmien på 55.000 kroner.
Sten lignede et stykke kød
Hun sendte en prøve ind, som var et fund af en magmatisk bjergart fra Qaqortukuluup Tasiusaata Qinnguata kuua.
Prøven er fra et fast fjeld og indeholder lithium, beryllium, mangan og yttrium. Det er alle metaller, som er med på EU´s liste over kritiske råstoffer. Og netop derfor er Malu Ravns fund interessant, lyder det i pressemeddelelsen.
Kritiske råstoffer er råstoffer, som bruges i grøn energi, computere, mobiltelefoner, batterier, biler og mange andre ting. De er kritiske, fordi de kan svære at få fat i.
- Den her sten har vundet, fordi den har den højeste koncentration af lithium. I år har vi prioriteret mineraler, som kan bruges til fremstilling af grøn energi, siger Pele Tobiassen, der er geolog og dommer, til KNR.
Malu Ravn er fanger og fisker, og hun fandt stenen en dag, hun var ude i naturen med sin far.
- På et tidspunkt skulle jeg tisse, og imens jeg gjorde det, kiggede jeg til siden og så stenen og tænkte: "Hvad er det da for et stykke kød?". Den lignede nemlig kød, siger hun til KNR.
- Jeg har været interesseret i sten, siden jeg var barn. Min far plejede at klistre sten på min væg på mit værelse. Jeg har samlet på sten hele mit liv.
Stenen sendte hun ind til konkurrencen, og så havde hun egentlig ikke forventet mere. Men:
- Jeg blev ringet op, mens jeg var på min kærestes arbejde. Jeg blev så overrasket og begyndte at råbe. Det er ikke så meget pengene. Det var mere førstepladsen, jeg blev overrasket over, siger hun.
Andenpræmien går til Lisbeth Bianco, der også er fra Qaqortoq. Hun vinder 25.000 skattefrie kroner.
Ind på tredjepladsen kom to amatørgeologer: Jens Grim fra Upernavik og Paulus Isak Danielsen fra Kullorsuaq. De vinder hver 10.000 skattefrie kroner.
Ujarassiorit startede i 1989. Formålet med den er at bruge lokalbefolkningens viden til at finde nye mineraler i fjeldet.
I flere tilfælde har de indsendte prøver faktisk betydet, at efterforskningsselskaber begyndte at lede efter mineraler.
Dommerkomitéen for den landsdækkende mineraljagt består af malmgeologer fra Departementet for Råstoffer og GEUS (De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland).