Mala Høy Kúko: Nu skal Tasiilaq ud af kommunen
Det er en debat, der hele tiden lurer lidt under overfladen – og med jævne mellemrum blusser op igen: Debatten om, hvorvidt Tasiilaq skal ud af hovedstadskommunen og danne sin egen østgrønlandske kommune.
Nu blusser den op igen, og denne gang er det Siumuts Mala Høy Kúko, der hæver faklen.
Han vil have en afstemning, hvor beboere i Tasiilaq og bygderne omkring bliver spurgt om, om de vil løsrive Tasiilaq fra Kommuneqarfik Sermersooq.
Mala Høy-Kúko er selv fra Tasiilaq.
- Vi desværre se i øjnene og sande, at unge, der er i uddannelse, ikke vender tilbage til Tasiilaq på grund af manglende muligheder. De flytter til andre byer, siger han i en pressemeddelelse.
- Vi har nu igennem flere år som borgere været iagttagere til denne kedelige tendens, og hvis der snarest muligt ikke bliver gjort noget ved det, så fortsætter affolkningen af Tasiilaq og dens bygder. Derfor foreslår jeg, at man burde spørge borgerne i Tasiilaq og bygder, hvilke tanker de har for løsrivelse fra kommunen, hvis udviklingen på ny skal florere i Østgrønland.
Østgrønland versus Vestgrønland
Sidste år var det en anden siumutter, der åbnede debatten om Østgrønland versus Vestgrønland. Dengang var det Lars Poulsen, der selv kommer fra Kulusuk.
På efterårssamlingen i Inatsisartut foreslog han også, at Østgrønland igen skal have sin egen kommune. Naalakkersuisut afviste dog forslaget.
Én ting er, hvad nogle politikere ønsker sig. En anden ting er forskning. For det er ikke blot indlandsisen, der adskiller Øst- og Vestgrønland.
Ulunnguaq Markussen, der er ph.d.-studerende ved Ilisimatusarfik, har i sin forskning konkluderet, at folk i Østgrønland føler sig udelukket og uden indflydelse.
Hun er selv fra Vestgrønland, men har i forbindelse med sit ph.d.-projekt opholdt sig i Østgrønland.
Forsker: Stor ulighed
Her har hun interviewet lokale borgere om de udfordringer, de oplever som barrierer for, at området udvikler sig.
Her blev det for Ulunnguaq Markussen klart, at det er følelsen af afmagt og udelukkelse, der forhindrer en udvikling i Østgrønland.
Ifølge hende kan østgrønlændere ikke se sig selv i en fælles nationalidentitet med Vestgrønland.
De har en anden kultur og historie, og så er deres sprog også anderledes.
Og netop sproget er et stort problem, mener Ulunnguaq Markussen.
- Det skaber en meget stor ulighed, at det vestgrønlandske sprog er det eneste anerkendte sprog i Grønland, sagde hun til KNR i marts.
