München vil trodse Uefa og lade regnbueflagene blafre i byen

München-borgmester lader regnbuer lyse op i byen, efter at Uefa forbød regnbuefarvet stadion ved Ungarn-kamp.
- Vi vil ikke lade Uefa afholde os fra at sende et stærkt signal til Ungarn, siger Dieter Reiter. Foto © : Andreas Gebert/Reuters/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
23. juni 2021 08:42

Helst ville Münchens borgmester, Dieter Reiter, lade byens store stadion lyse op i regnbuefarver, når Tysklands fodboldlandshold onsdag spiller kamp mod Ungarn.

Det skulle være en protest mod en ny lov i Ungarn, der forbyder indhold, der kan fremme homoseksualitet for unge under 18 år. Det gælder både i skolebøger og eksempelvis på film og tv.

LÆS OGSÅ Tusindvis af ungarere kræver lov mod homoseksualitet droppet

Men fodboldforbundet Uefa har afvist Münchens ansøgning, fordi den var specifikt rettet mod en beslutning, den ungarske regering har taget.

Dermed har den politisk karakter, siger Uefa.

Det stopper ikke borgmester Reiter. Han kan ikke bestemme over stadion, men han vil i stedet lade regnbueflagene vaje fra rådhuset. Han vil også lyse byens 291 meter høje Olympia-tårn og andre vartegn op i regnbuefarver.

- Vi vil ikke lade Uefa afholde os fra at sende et stærkt signal til Ungarn, siger Dieter Reiter ifølge avisen Süddeutsche Zeitung.

Samtidig har tyske 46 fodboldklubber fra Köln til Dresden meddelet, at de vil lade deres stadions lyse op i regnbuefarver i aften for at understrege Tysklands frihed og tolerance.

- Jeg finder det skamfuldt, at Uefa forbyder os her i München at sende et signal til resten af verden om åbenhed, tolerance, respekt og solidaritet med de mange mennesker i LGBT-miljøet, siger han ifølge nyhedsbureauet dpa.

LÆS OGSÅ Uefa forbyder regnbuefarvet stadion ved EM

Han har opbakning fra Bayerns ministerpræsident, Markus Söder, der på Twitter skriver, at det er ærgerligt, at Uefa har forbudt "et rigtigt godt signal om tolerance og frihed".

Omvendt mener Ungarns udenrigsminister, Peter Szijjarto, at Uefa har truffet den rette beslutning.

Forbundet "besluttede, at det ikke ville vikles ind i en politisk provokation mod Ungarn", mener udenrigsministeren.

Tysklands EU-minister, Michael Roth, siger tirsdag, at den nye ungarske lov er i strid med EU's værdier.

- EU er ikke primært et indre marked eller en valutaunion. Vi er et værdifællesskab. Disse værdier binder os sammen, siger Roth.

Tyskland og Ungarn spiller på Allianz Arena i dag klokken 17.00.