Uefa forbyder regnbuefarvet stadion ved EM

Münchens myndigheder ville protestere mod Ungarns regering, men Uefa har sagt nej.
Uefa har flere gange markeret sig som modstander af homofobi. Foto © : Robin Utrecht/AFP/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
22. juni 2021 09:03

Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) har forbudt et regnbuefarvet stadion til Tysklands kamp mod Ungarn i morgen onsdag.

Kampen bliver spillet i München, og det er myndighederne i München, der har ønsket at protestere mod Ungarns premierminister Viktor Orbán ved at farve stadion regnbuefarvet.

Han har netop indført en lov, der gør det ulovligt at "vise og promovere" homoseksualitet blandt unge under 18 år.

LÆS OGSÅ Tusindvis af ungarere kræver lov mod homoseksualitet droppet

Uefa har flere gange markeret sig som modstander af homofobi.

Ifølge fodboldmediet Kicker blev initiativet om at farve det tyske stadion regnbuefarvet afvist, fordi det var specifik modstand mod den ungarske regering og dermed havde 'politisk karakter'.

Det er ikke første gang, at UEFA kommer i modstand under denne slutrunde. Også forbundets håndtering af situationen omkring Christian Eriksens hjertestop har fået kritik, da mange mener, at spillerne reelt blev presset til at genoptage kampen med det samme.

Tyskland og Ungarn spiller på Allianz Arena onsdag klokken 21.00.