Múte om Ruslands invasion: Grønland er parat til at gøre det nødvendige

Bomberne falder i Ukraine efter Rusland i nat invaderede det europæiske land. Imens taler verdens andre ledere sammen og planlægger sanktioner mod Putins Rusland. Og så længe det ikke er militært, er Grønland med de planer, siger Múte B. Egede,
- Det er en meget meget bekymrende udvikling, der er sket, siger Múte B. Egede til KNR. Foto © : Malik Brøns / KNR
24. februar 2022 17:23

Selvom bomberne i disse timer falder over ukrainsk jord, kan rystelserne ramme helt heroppe i Arktis.

Det vurderer Rasmus Leander, der er centerleder på Nasiffik – Center for Udenrigs- og Sikkerhedspolitik på Ilisimatusarfik.

- Det bekymrende er såkaldte spillover effekter. Det, at kriser andre steder kan få indflydelse på Arktis, siger han.

Det gælder for eksempel i Arktisk Råd, der er helt vitalt for Grønland, når det gælder indflydelse på, hvordan udviklingen bliver.

KNR havde formanden for Naalakkersuisut, Múte Bourup Egede (IA) direkte med i torsdagens middagsradioavis, hvor han svarede på en række spørgsmål.

Hvordan ser du den situation, der udspiller sig i Ukraine?

- Det er en meget meget bekymrende udvikling, der er sket ud over den eskalering, der er sket på det seneste, og det er en uacceptabel situation, som Rusland har bragt Ukraine i med deres angreb mod landet.

LÆS OGSÅ Russisk invasion af Ukraine kan give store rystelser i Arktis

- Det er jo direkte brud på internationale aftaler. Det er direkte brud på folks selvbestemmelsesret og et lands suværinitet, som man ikke bare kan se igennem fingrene med, siger Múte Bourup Egede.

På Facebook skriver du, at "det ikke skal gå ud over Arktis". Hvordan påvirker denne situation Grønland?

- Den vil jo påvirke os på mange måder, da der jo allerede er kommet sanktioner, men der vil sikkert komme nogle nye.

- Men på mange måder skal vi, med alt vi kan, bruge vores kræfter på, at denne eskalering skal deeskaleres.

- Derudover skal vi sikre, at det ikke går ud over Arktis, hvor man er blevet enige om, at der skal være lavspænding i Ilulissat-deklarationen. Det skal man stå fast ved, siger formanden for naalakkersuisut.

Hvilke konsekvenser kan det få for os, når der er krig i Europa?

- De konsekvenser, der umiddelbart nok vil komme er, at priser på forskellige råvarer vil blive påvirket. 

- Derudover vil vores eksport af varer, især til Rusland, nok blive påvirket. Men vi håber på, at man kan få en deeskalering på denne her situation, så det ikke går for hårdt ud over disse ting.

- Men når det er sagt, så vil jeg sige, at man kan ikke se igennem fingrene, at der er et land, der angriber og bryder folkeretten, folks selvbestemmelsesret og et lands suværinitet.

- Og derfor bør vores land være klar til også at gøre, hvad det internationale samfund gør af skridt, som ikke er militært.

EU vedtager sanktioner mod Rusland. For nylig sagde du i en pressemeddelelse, at Grønland er "klar til at tage nødvendige skridt". Kan du uddybe, hvad Grønland vil gøre nu?

- Grønland vil følge nøje med i, hvad EU, USA, Canada, Japan, Storbritannien - rigtig mange lande, der lige nu er klar til at lave sanktioner - det vil vi følge nøje med i, og er stadig klar til at handle, for man kan ikke se igennem fingrene med, at et land angriber og bryder internationale aftaler, siger Múte Bourup Egede.

Danmark vil sende flere end 200 soldater til Natos indsats i Estland.

Regeringen ønsker desuden at sende kampfly for at sikre luftrummet over Polen.

KNR arbejder på at få en kommentar fra Arktisk Kommando om, hvad det øgede beredskab betyder for Grønland.