Mørke skyer forude for Arsuk-borgerne

Folketingsmedlem Doris Jakobsen bekymrer sig på vegne af borgerne i Arsuk efter det er kommet frem at Grønlands Kommandoen skal nedlægges.
Skrevet af Mads Ullerup
23. december 2011 11:23

Den danske forsvarsminister Nick Hækkerup oplyser i et svar til Doris Jakobsen, at man ikke har undersøgt konsekvenserne af Grønnedals Lukning for Arsuks borgere.

Derimod oplyser ministeren, at man kan opsige samarbejdsaftalen om helikoptertransport, lægehjælp og tandlægehjælp med 3 måneders varsel.

Lukningen af Grønnedal vil ske efter at man har besluttet at placere den nye Arktis Kommando i Nuuk.

På baggrund af Grønnedals lukning har Doris Jakobsen i dag spurgt Naalakkersuisut, om de vil fastholde serviceniveauet for borgerne i området, eller om Arsuk kan se frem til forringelser.

”Borgerne i Arsuk er naturligvis usikre på fremtiden for deres bygd. Jeg synes, Naalakkersuisut skylder dem et svar.”, siger Doris Jakobsen.

Grønnedal bliver dog tidligst nedlagt i 2014.