Mærkelig sammenligning

Dansk Eksportråds rapport fra sidste uge om brug af billig udenlandsk arbejdskraft i forbindelse med etablering af aluminiumssmelteværker i andre lande, kan ikke bruges til det store. Det er den samstemmende holdning hos IA's Naaja Nathanielsen og Siumuts Karl Lyberth, men her hører enigheden hos landets to store partier også op.
Skrevet af Mads Ullerup
28. februar 2012 12:54

I rapporten der er bestilt af Greenland Development fremgår det, at det er mere reglen frem for undtagelsen at benytte billig udenlandsk arbejdskraft, når andre lande opfører aluminiumssmeltere.

Men at sammenligne Grønland med nationer som De Forenede Arabiske Emirater, Qatar, Saudi Arabien, Malaysia og Australien giver ikke meget mening, mener Naaja Nathanielsen.

- Hvis vi ser bort fra Australien, så kritiseres alle de andre lande for at krænke menneskerettigheder, og de er ikke kendte for at tænke særlig meget på arbejdstagernes vilkår, siger Naaja Nathanielsen.

Karl Lyberth fra Siumut er enig med  Naaja Nathanielsen i at rapporten ikke kan bruges til særlig meget.

Men Karl Lyberth støtter til gengæld rapportens konklusion, der slår fast at billig arbejdskraft fra udlandet er vejen frem, hvis man vil etablere store aluminiumsmelteværker som eksempelvis det værk Alcoa planlægger at bygge ved Maniitsoq.

- Jeg har altid ment, at hvis det er nødvendigt med ekstra arbejdskraft til store opgaver her i landet, så kan det være en løsning at hente billig udenlandsk arbejdskraft, siger Karl Lyberth.

IA's Naaja Nathanielsen er villig til at forhandle om vilkårene for den udenlandske arbejdskraft, men er generelt mere kritisk i forhold til, hvor langt man bør gå.

- Debatten er værd at tage, men for mig er det meget vigtigt, at Grønland ikke bliver associeret med et land, der går ind for social dumpning, siger Naaja Nathanielsen.

Hverken Siumuts Karl Lyberth eller IA'a Naaja Nathanielsen ønsker på nuværende tidspunkt at give et bud på, hvilket niveau lønningerne for en eventuel udenlandsk arbejdskraft skal ligge.

I undersøgelsen fra Greenland Developement er det kun Australien, der skiller sig ud ved at have en mindsteløn og et højt lønniveau på udenlandsk arbejdskraft. Til gengæld er Australien det eneste af de undersøgte lande, der opkræver skat af lønnen.

I et udkast til den redegørelse om blandt andet Alcoa-projektet, som Naalakkersuisut fremlægger under forårssamlingen, understreges det endnu engang, at selskabet har stillet billig arbejdskraft som et ultimativt krav for anlægsprojektet i Maniitsoq.