To mænd dømt til anstaltsanbringelse i stor hashsag

Grønlands Landsret idømte fredag to mænd ubetinget anstaltsanbringelse i henholdsvis seks måneder og to et halvt år
Mændene blev dømt for at have solgt og medvirket til salg af mere end 10 kilo hash. Foto © : Malik Brøns / KNR
16. december 2022 16:17

En mand på 39 år og en mand på 49 år fra Sydgrønland er i dag blevet idømt ubetinget anstaltsanbringelse i seks måneder og to et halvt år i Grønlands Landsret.

Det oplyser Grønlands Politi i en pressemeddelelse. 

Dommen falder for deres roller i en stor hashsag, hvor et ægtepar i første omgang blev anholdt og senere idømt henholdsvis to og fire års ubetinget anstaltsanbringelse for hashsalg og hæleri.

LÆS OGSÅ 53-årig mand dør af at smugle hash i maven

De blev anholdt efter toldmyndighederne i Aalborg Havn i oktober 2021 fandt næsten 7,8 millioner kroner i nogle pakker sendt fra Qaqortoq til Danmark.

Mens ægteparret har være anbragt, kom der nye informationer frem i sagen. Den dømte mand gik til bekendelse og fortalte om sin rolle i sagen. Her kom det frem, at to mænd fra Sydgrønland også havde haft en rolle i hashsalget.

Det er de to mænd, der i dag er blevet dømt.

Tilfreds med dommen

De blev i september 2022 dømt ved Kujalleq Kredsret, hvor de fik henholdsvis fire måneders betinget anstaltsanbringelse og tre års ubetinget anstaltsanbringelse. Anklagemyndigheden ankede begge domme til landsretten.

Der faldt så dom i dag, fredag. For den ene blev dommen skærpet, mens den anden slap med en mildere dom. Mændene blev dømt for at have solgt og medvirket til salg af mere end 10 kilo hash.

LÆS OGSÅ Flere smuglere anholdt: Hash er synderen

- Jeg er tilfreds med, at de to mænd er blevet dømt for deres rolle i hashsalget. Landsretten sender et klart signal om, at man slår hårdt ned på handel med narkotika, uanset hvor lille eller stor ens rolle i det har været.

- Det er et vigtigt signal at sende - særligt set i lyset af de mange hashrelaterede sager vi har haft i 2022, siger senioranklager ved Grønlands Politi Lars Petersen.

Landsretten fandt det dog ikke bevist, at den 49-årige havde relation til de 7,8 millioner kroner fra Aalborg Havn og valgte derfor at frifinde ham for hæleri.