53-årig mand dør af at smugle hash i maven

En tredje person på få måneder mister livet ved at smugle narkotika i maven. Politiet er bekymret over tendensen.
ikiaroornartoq Politi stoffer
Indtil videre er der i 2022 blevet anholdt 42 personer for at smugle narkotika ind i landet. Foto © : KNR
31. oktober 2022 11:33

En 53-årig mand døde 20. oktober i Qaqortoq. Han havde slugt pakninger med hash, som havde hobet sig op i tarmen og skabt en betændelsestilstand, som han døde af.

Det skriver Grønlands Politi i en pressemeddelelse.

Det er nu tredje gang siden juni, at en person er død af at smugle narkotika i maven. Og det er både tragisk og bekymrende, siger politikommissær Malik Sandgreen, der er efterforskningsleder ved Grønland Politi.

- Det er enormt trist, at endnu en person har mistet livet ved at smugle narkotika. Alene i år er det den tredje person, der dør på den baggrund, og det viser desværre en bekymrende tendens, hvor flere er villige til at sætte livet på spil, siger Malik Sandgreen.

Politiet har en stor indsats sammen med tolderne for at stoppe indsmuglingen.

Livsfarligt at smugle narkotika i maven

Landslæge Henrik L. Hansen gentager sin formaning om, at det kan være med livet på spil, når man vælger at smugle narkotika i maven.

- Uanset hvad der er i pakningerne, så er det altid forbundet med en stor risiko for, at de sætter sig fast i maven eller tarmsystemet. Gør de det, så kan det hurtigt blive særdeles livstruende, da man for eksempel kan udvikle tarmslyng eller andre alvorlige tilstande, siger Henrik L. Hansen.

Desuden kan man dø af en overdosis, hvis man smugler kokain og lignende narkotika, og der går hul på pakningen.

Indtil videre er der i 2022 blevet anholdt 42 personer for at smugle narkotika ind i landet, hvoraf langt størstedelen har været taget i at smugle hash. Det er tre gange så mange som hele sidste år.

Og i 2021 blev der beslaglagt 97,4 kilo hash. Det er langt over gennemsnittet for de seneste fem år, hvor der gennemsnitligt er blevet beslaglagt 64 kg hash.

Det viser politiets årsstatistik for 2021.