Flere smuglere anholdt: Hash er synderen
Politiet har travlt i Kangerlussuaq, og hash er den store synder.
I september blev der seks gange anholdt personer, som var på vej ind i Grønland med narko i maven. Dermed er der i alt 39 smuglere, der er blevet opdaget i år, meddeler politiet.
Og det er primært hash, som smuglerne bringer ind i landet, oplyser Grønlands Politi til KNR.
- Det er uden tvivl det mest eftertragtede, fortæller Lars Bjerregaard, der er linjechef for efterforskning i Grønland Politi.
LÆS OGSÅ Så skete det igen: Seks mere er stoppet med narko i maven
Ifølge politiet skyldes det stigende antal anholdelser, at de er blevet bedre til at fange smuglerne. Derfor ser vi flere anholdelser i dag end tidligere.
Det er ikke sådan, at jeg direkte kan omsætte det stigende antal mennesker, der er kommet med narkotika i maven, til at der er en stigende efterspørgsel
- Den umiddelbare grund er, at toldfunktionen hos politiet er blevet ret effektiv i forhold til kontrollen, når folk ankommer til Kangerlussuaq med fly fra Danmark. Og det er her, vi primært tager slugerne med narkotika i maven, siger Lars Bjerregaard.
Samme grad af efterspørgsel
Grønlands Politi har i længere tid haft fokus på narkotika i landet.
Det er både synligt i Kangerlussuaq, hvor flere får en tur i scanneren, og på gaden, hvor politiet laver flere aktioner i eftersøgning af narkotika.
Er der en stigende efterspørgsel på narkotika i landet, Lars Bjerregaard?
- Nej, det kan jeg ikke sige, at der er. Det er ikke sådan, at jeg direkte kan omsætte det stigende antal mennesker, der er kommet med narkotika i maven, til at der er en stigende efterspørgsel, siger Lars Bjerregaard og fortsætter:
- Men der er en efterspørgsel, og det er også det, der gør, at nogle mennesker tager chancen og forsøger at skjule narkotika ind.
Også i fremtiden vil Grønlands Politi have større fokus på narkotika i landet.
LÆS OGSÅ Grønlands Politi efter dødsfald: Lad nu være med at sluge narko!
- Vi vil rigtig gerne gøre noget ved det og også have, at folk holder op med at bruge det, for hvis der ikke er en efterspørgsel, er der heller ikke et behov for at transportere det ind i Grønland. Så vi vil fortsætte det pres, siger Lars Bjerregaard.