Grønlands Politi efter dødsfald: Lad nu være med at sluge narko!

På én enkelt måned er hele 12 personer taget i at smugle narkotika ind i Grønland ved at sluge narkotikummet. En af dem er død i forsøget.
En mand blev søndag den 7. august hastet til skadestuen i Nuuk med kraftige smerter i maven. Undervejs fik manden hjertestop og afgik senere ved døden. Foto © : Malik Brøns / KNR
Skrevet af Bibi Nathansen
16. august 2022 10:41

En mand blev søndag den 7. august hastet til skadestuen i Nuuk med kraftige smerter i maven. Undervejs fik manden hjertestop og afgik senere ved døden.

Da der ikke umiddelbart var en naturlig årsag til dødsfaldet, blev manden obduceret for at finde dødsårsagen. Her fandt man pakninger med hash i mavesæk og tarm.

Kedelig stigende statistik

Manden skriver sig dermed ind i en kedelig statistik, da han er den anden person på halvanden måned, der dør i forsøget på at smugle narkotika fra Danmark til Grønland.

Tolderne har den seneste måned afsløret 11 andre personer, der har slugt kugler med narkotika og på den måde har forsøgt at smugle det ind i landet.

I juni døde en 33-årig mand ombord på et fly, der var på vej fra København til Kangerlussuaq. Undersøgelser viste, at dødsfaldet skyldtes narkotika i mavesækken.

LÆS OGSÅ 33-årig mand døde ombord på atlantflyveren med narkotika i maven

Det kan ikke overraske, at man sætter sit liv på spil ved at smugle narkotika ved at sluge små pakninger af narkotika.

Landslæge Henrik L. Hansen har en kommentar til det:

- Går der hul på en pakning med kokain eller lignende, risikerer man hurtigt at få en overdosis, som kan føre til hjertestop. Går der hul på pakninger med hash er forgiftningsrisikoen mindre, men uanset hvad der er i pakningerne, er der altid stor risiko for tarmslyng og andre livstruende tilstande, da der er risiko for at pakningerne sætter sig fast i maven eller tarmene, skriver Henrik L. Hansen i politiets pressemeddelelse.

Retsligt efterspil venter

Bliver man taget i forsøget på at smugle narkotika til Grønland, kan man godt begynde at forberede sig på det retslige efterspil. Det fortæller chefanklager i Grønlands Politi, Morten Nielsen:

- Vi ser meget alvorligt på de her hændelser, og der vil komme et retsligt efterspil. Bliver man dømt i de her sager, hvor bevisbyrden i øvrigt er ganske nem at løfte, så bliver man ikke alene foranstaltet – man får også en plet på straffeattesten. Det kan både være skadeligt for ens arbejdsmuligheder men også ens privatliv, da man fx ikke kan rejse ind i en række lande med den type forbrydelse på straffeattesten, siger Morten Nielsen.

LÆS OGSÅ Politidirektør: Flere hårde stoffer finder vej til Grønland

Forsøg på indsmugling af narkotika har kun været stigende de sidste år. For eksempel er der, ind til videre, i år 28 personer, som er blevet afsløret i at smugle stoffer inde i kroppen. For hele 2021 var tallet 14.

Her et udklip af Grønlands Politis data fra deres pressemeddelse:

 

Foto © : Grønlands Politi

Mange forskellige metoder

Det er ikke alene liv og helbred, man sætter på spil, hvis man forsøger at smugle narkotika i kroppen. Der er nemlig stor sandsynlighed for, at smuglervarerne ikke når længere end til lufthavnen, hvor toldere og politi står klar med nogle effektive metoder til at screene passagererne, fortæller styrelseschef  i Skattestyrelsen Kim Neumann Nielsen.

- Vores toldere er uddannede i at spotte både passagerer og signaler, der virker mistænkelige. Derudover får de god hjælp af narkohundene, der ikke alene snuser sig frem til det, der måtte være i bagagen, men som også kan lugte, hvis nogen skjuler narkotika i kroppen.

- Derudover har vi en bodyscanner i lufthavnen, som hurtigt og effektivt kan vise os, om en mistænkelig person gemmer kugler med narkotika i mavesækken, siger Kim Neumann Nielsen.