Politidirektør: Flere hårde stoffer finder vej til Grønland
Der er andre former for narkotika end hash i omløb i hele landet.
Det fremgår af politiets årsstatistik, der udkom sidste måned.
Og selvom der ikke er tale om store mængder, vurderer politidirektør, Bjørn Tegner Bay, at det er et stigende problem.
- Uden at vi har videnskabeligt belæg for det, fordi vi taler om så små tal, som vi gør. Men alligevel så oplever vi, at der er en stigende tendens til, at vi finder andre former for narkotiske stoffer end hash, siger politidirektør Bjørn Tegner Bay.
- Det kan være sådan noget som kokain, ecstasy, amfetamin og LSD, siger han.
Fokus på problemet
Til trods for, at mængderne af de hårdere stoffer ligger i den lave ende, så er der mange forskellige myndigheder, der bør være opmærksomme på det stigende problem, mener politidirektøren.
LÆS OGSÅ Politimesteren: Vi skal ændre den måde vi drikker alkohol på
- Uden at jeg vil gøre problemet større end det er, så er det bare vigtigt for os at understrege, at her er nok noget, vi både i politiet, toldvæsenet, sundhedsvæsenet, sociale myndigheder og skoler og andre, der er i kontakt med folk, der har et problem med narkotiske stoffer, skal være opmærksomme på, siger han og fortsætter:
- Så vi er sikre på, at hvis det viser sig, at vi har ret i, at tendensen er stigende, at vi kan gribe ind og meget gerne få løst problemet.
Hash fylder stadig mest
Inden for narkotikakriminalitet er det som sagt fortsat hash, der udgør langt hovedparten af sagerne.
Der blev sidste år beslaglagt i alt 97,4 kilo hash. Det fremgår af politiets årsstatisik.
Tallet ligger væsentligt over gennemsnittet for de sidste fem år, der lød på cirka 64 kilo om året.